Solveig Laursen og Jens Kristian Nørmark Madsen fra Asp ved Struer er blandt de nominerede til dette års landbrugs-gazelle pris for ”blandet produktion”. Igen. For også sidste år var de nomineret – og vandt prisen med en omsætningsfremgang på 412 procent.

Selv forstår de ikke helt, hvorfor de er blandt de fem bedst præsterende i år, for de synes ikke, de gør noget specielt for at komme i den økonomiske sværvægtsklasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men gået på klingen indrømmer ægteparret: ”Jo, det går da godt”.

Krisen i landbruget smitter af på gazelle-antallet

At blive nomineret i år (for resultatet i 2009) er i øvrigt i sig selv en præstation, for landbrugets krise har tyndet ud i de landbrug, der overhovedet kan komme i betragtning.

- Vi har i år færre gazelle-virksomheder, end vi plejer, oplyser Arne Oksen, landskonsulent i Videncenter for Landbrug, der sammen med Dagbladet Børsen hvert år kårer gazelle-virksomheder inden for forskellige erhverv.

- Antallet er blandt andet faldet, fordi det med de aktuelle lånemuligheder er svært at vækste. Det er også et krav, at der skal være en positiv bundlinje, og også det har mange landbrug haft svært ved at leve op til i 2009.

- Men med en gennemsnitlig omsætningsvækst over de seneste tre år på 266 procent og en positiv solvens er Struer-landmandsparret kvalificerede gazelle-landmænd, og med deres overskud har de placeret sig mellem de fem bedste blandt gazellerne med blandet produktion, siger Arne Oksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To og en halv mand i rengøringsfirmaet

Hos Solveig Laursen og Jens Kristian Madsen er det kyllingerne, der har bragt dem op på gazelle-niveauet.

Det startede ellers med svin.

Jens Kristian Madsen købte ejendommen i Asp i 1985. Den var dengang på 36 hektar, var uden dyr og med svinestalde med nedslidt inventar. Der blev sat nyt inventar ind, hvilket gav plads til 800 slagtesvin. Dette antal blev reduceret til 550 for ti år siden, da en af bygningerne blev taget ud af produktion.

Landbrugsdriften blev i 1992 suppleret med rengøringsarbejde på slagteriet i Holstebro, og i 1997 begyndte Jens Kristian Madsen også at gøre rent i kollegers kyllingehuse. Denne forretning er siden vokset stabilt, så de i dag er to og en halv mand beskæftiget med rengøringen.

Valgte at passe kyllinger

I mellemtiden var Solveig Laursen kommet til. Hun arbejdede i starten som pædagog, man da hun i 2005 fik mulighed for et halvdagsjob med at passe kyllinger for en kollega i området, skippede hun børnepasningen og fik succes med slagtekyllingerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun og Jens Kristian Madsen fik så meget mod på fjerkræ, at de slog til, da en kyllingefarm i området kom til salg i 2007.

Slagtekyllingerne er nu Solveig Laursens område, foruden hun ordner administrationen for hele landbrugsdriften og rengøringsfirmaet. Og det er blevet en pæn stor forretning med den seneste udvidelse, så den årlige omsætning i 2009 var på godt 6,2 millioner kroner.

Ejendommen består nu af 76 hektar, og ægteparret har mod på mere, hvis der dukker noget op.

218 DE blev reduceret til 132

Aktuelt slås de dog – som så mange andre af deres kolleger – med miljøgodkendelse af deres produktion.

- Vi købte de to kyllingehuse på hver 1700 kvadratmeter og med ret til at producere 550.000 slagtekyllinger om året svarende til 218 DE. Men da vi skulle have miljøgodkendelsen revurderet, tog Struer Kommune udgangspunkt i de seneste tre års produktion, og sælgeren havde de seneste år ikke haft fuld produktion i staldene, og derfor nedsatte kommunen tilladelsen til 132 DE, fortæller Jens Kristian Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og hvis vi ikke må producere mere, kan det ikke give til aflønning. Så kan produktionen kun lige forrente sig selv, supplerer Solveig Laursen.

Men ægteparret håber på, at en fornyet vurdering vil give dem den produktionstilladelse, som de regnede med at have købt. Og de håber da også, at de efterfølgende kan få lov at udvide produktionen med yderligere et kyllingehus.

Går ikke efter den store gevinst

Med både svin og kyllinger skal der indkøbes en del foder. Den side har de optimeret med investering i siloer, så de selv kan opbevare deres korn og bruge det til kyllingefoderet.

- Landmænd skal i dag ikke kun vare fagligt dygtige, men også gode købmænd, men det er nu ikke klogskab det hele. Der er også en del held med i det, mener Solveig Laursen.

- Vi spiller ikke hasard ved at gå efter den store gevinst, men prøver at holde os på midten og gardere os bedst muligt med vore indkøb, siger Jens Kristian Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fornøjelse at hjælpe hinanden

Det er dog hverken penge eller hektar, der i hverdagen er drivkraften.

- Vi gør det her, fordi vi synes det er sjovt, og det betyder meget, at vi er fælles om det, siger Jens Kristian Madsen.

- Det er en dejlig fornemmelse at være med i det frem for før, hvor jeg var udearbejdende. Det er muligt, det er gamle dyder, men jeg synes, det er en fornøjelse, at vi kan hjælpe hinanden, og jeg er da med i marken, når der er travlt. Derved får man en anden ansvarsfølelse, som jeg ikke tror, man får som udearbejdende, supplerer Solveig Laursen.

Hun er uddannet køkkenleder.

- Og den uddannelse, mener jeg, jeg har stort udbytte af i mit nuværende arbejde med kyllingerne, og jeg synes også, jeg med min baggrund kan supplere med noget, når vi mødes i erfa-gruppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bare de vil komme herud

Omverdenens syn på deres erhverv betyder meget for ægteparret, og det berører dem, at landmænd udstilles som nogle, der kun tænker på profit uden hensyntagen til dyrevelfærd og miljø.

Derfor kører de deres egen offensive kampagne og har flittigt inviteret børnenes skoleklasser, spejderkammerater og alle andre interesserede indenfor og vist deres produktion frem.

- Man kan se, at børnene får deres forestilling om landbrug via TV. Men hvis de finder en kylling med dårligt ben, prøver vi at snakke med dem om, at det vil være bedst for kyllingen, at vi slår den ihjel, og at det er værre for kyllingen at lade den lide endnu mere. Og det forstår børn godt, fortæller Solveig Laursen.

- Vi har haft 7. og 8. klasser på besøg i kyllingehusene, og i starten synes de, det lugter, og at produktionen er forkert, men efterhånden som vi snakker med dem, kan de ikke se noget forkert i det. Det er sjovt at se, hvordan besøg i stalden kan ændre deres forestilling. Bare de vil komme herud, så har vi ingen problemer med at forklare, hvordan produktionen foregår, siger Jens Kristian Madsen.

Følg gazelle-kåringen live på nettet

Maskinbladets TV-folk er igen på pletten, når Landbrug og Fødevarer holder økonomikongres den 7. december på Comwell i Kolding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Interesserede kan således følge indlæggene på økonomikongressen live på nettet, og de kan se direkte transmission af kåringen af årets landbrugs-gazeller.

Kåringen af landbrugs-gazellerne sker i et samarbejde mellem Dagbladet Børsen og Landbrug & Fødevarer, og der kåres en vinder inden for både svinebrug, kvægbrug og blandet landbrug.

Økonomikongressen indledes med nationalbankdirektør Nils Bernstein, der vil tale om "Landbrugets økonomiske rammer".

Senere på dagen kan interesserede igen koble sig på økonomikongressen og følge indlæg fra Chief Commercial Officer Hanne B. Sørensen, Mærsk Line, hvis indlæg kort og godt hedder "Turnaround".

Økonomidagen slutter med direkte transmission af indlægget om landbrugets prognoser. Det er direktør Hans Peter Bay, Økonomi, Videncenter for Landbrug, der kommer med sit bud på fremtiden.