Klaus Olesen, partner i Goul A/S (Heidesminde Produktion Aps) og ansvarlig for Rishøjgaard - en 7-30 kg produktion med 5.000 stipladser ved Dollerup syd for Viborg, fortæller i den nye udgave af Hyologisk, der udkommer på fredag, hvordan han opfordrede Martin Sørensen, MS Service og Montage til at opfinde et gardin til overdækningen af hvilearealet i klimastalden.

- Jeg ville gerne sørge for et bedre klima med lidt mere varme og mindre træk under overdækningen til de små grise, siger Klaus Olesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 - Vi havde lidt problemer med nogle små og utrivelige grise i klimastalden. Det gik ud over dødeligheden, så det skulle vi have styr på.

Forskellige behov

Grisene sorteres ved indsættelse efter størrelse i små, mellemstore og store hold.

- Men det er svært at tilfredsstille alle tre gruppers behov for varme. Der kan jo sagtens være fem kg i forskel i vægt på den mindste og største grise ved indsættelse.

- Sænker vi rumtemperaturen i sektionen, passer det til de mellemstore og store grise, men de små grise kommer til at fryse. Og omvendt sætter vi rumtemperaturen op af hensyn til de små grise, så får de mellemstore og store grise det for varmt, og vi risikerer, at de begynder at svine i stierne.

- Med den nye overdækning monteret i stierne med de små grise afskærmes halvdelen af hvilearealet under overdækningen, så grisene får et mere varmt hjørne med mindre træk, hvor de kan hvile.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde kan vi også sænke rumtemperaturen i staldsektionen, så det passer bedre til de mellemstore og store grise, forklarer han.

Dødeligheden faldt

Da Hyologisk er på besøg har Klaus Olesen og hans kolleger registreret antallet af døde grise i en otte ugers periode før og efter montering af de nye gardiner.

- Den totale dødelighed blev reduceret fra 191 grise til 147 grise, efter vi har fået monteret de nye gardiner, så det er jeg rigtig tilfreds med, siger Klaus Olesen.

- Og det vel at mærke med samme bemanding, og uden at vi har lavet andre ændringer i produktionen og heller ikke i soholdet.

Klaus Olesen har fortsat registreringen af døde grise i sektionerne og har ved redaktionens slutning næsten afsluttet en hel produktionsomgang i stalden før og efter montering af gardiner. Her er tendensen også, at der er færre døde grise i sektionerne med gardiner. Der har cirka været en halvering af dødeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammenligningen er sket i de samme otte sektioner i to på hinanden følgende perioder.

Det nye gardin forhandles af Fabrikken Unni.

Læs mere i august-udgaven af Hyologisk, der udkommer fredag den 6. august. Bestil abonnement på 76207970 eller www.hyologisk.dk.