Når næsten hver tredje gris i de danske svinestalde dør, før den når slagtealderen, så bærer politikerne en del af ansvaret. Det siger formanden for Dansk Dyrlægeforening, Arne Skjoldager, ifølge Ritzau.

Ifølge beregninger fra Dyrenes Beskyttelse dør 31 procent af alle grise inden slagtealderen, hvis man tæller de dødfødte med. 24 procent af alle fødte pattegrise dør inden fire uger. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hovedforklaringen er et stærkt industrialiseret landbrug, som har nogle konsekvenser. Men når politikerne konfronteres med den bagside af medaljen, så løber de fra ansvaret og hakker på landsmændene i stedet. Det er noget forstemmende, siger Arne Skjoldager. 

Landmændene er selv trætte af den høje dødelighed, som også er et økonomisk problem for dem. Og fødevareminister Henrik Høegh (V) vil have dødeligheden ned og har sat en undersøgelse i gang. 

Dyrlæger er mindre i staldene

- Der er mange årsager til problemet, der dog typisk handler om de meget intensive produktionsforhold. Men samtidig kommer dyrlægerne i dag mindre og mindre i staldene, selvom vi kunne opfange nogle af problemerne, siger Skjoldager. 

Årsagen er politikernes liberalisering af veterinærreglerne, så landmændene i dag i stadigt højere grad selv må diagnosticere og behandle deres dyr. En afgørelse, som politikerne må tage ansvaret for, ifølge Skjoldager. 

- Tidligere besøgte dyrlægen en slagtebesætning en gang om måneden. I dag er det kun fire gange årligt. Det siger sig selv, at man derfor bliver nødt til at ordinere medicin til dyrene på et meget mere løst grundlag. Men det kræver en viden at stille en diagnose, som landmændene jo ikke har, siger dyrlægeformanden.