- Vi mener, at lovgivningen er i orden. Vi er helt trygge ved, at Grøn Vækst ikke strider imod juridiske principper. Jeg kan dog ikke udelukke, at en enkelt landmand kan blive hårdere ramt, men det kan i sidste ende kun en domstol afgøre, siger fødevareminister Henrik Høegh til Dagbladet Børsen.

Alle lovforslag bliver vurderet af justitsministeriet, inden de bliver fremsat i Folketinget, påpeger Henrik Høegh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeren har fra foreningen Bæredygtigt Landbrug modtaget beregninger om de økonomiske konsekvenser for en landmand, der står til at miste 600.000 kroner årligt.

Fødevareministerens embedsmænd har endnu ikke haft tid til at kigge på materialet, men ministeren, som selv er landmand, afviser i store træk både beregningerne og den juridiske tvivl.

- Jeg kan med et øjekast finde poster for 250.000 kroner, som ikke holder. Og de har for eksempel heller ikke medregnet, at vi har sænket jordskatten med 45 procent, siger ministeren til Børsen.