Hvad skal jeg lægge mærke til, når jeg skal ud og købe en hest eller en pony? Hvordan bliver jeg bedre til at vurdere kvaliteten af min egen hest? Og hvad lægger dommerne vægt på, når de bedømmer dyrene ved kåringer?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådanne spørgsmål stiller et stort antal hesteinteresserede - både professionelle og amatører - sig med jævne mellemrum. Og svarene på dem kan være af stor betydning for både ejernes resultater og dermed deres økonomi, dyrenes velfærd og udviklingen i avlen som helhed.

Landbrugsforlaget udgiver nu bogen "Hestens eksteriør", der har til hensigt at klæde hestefolk på til at besvare ovennævnte spørgsmål - med det overordnede mål at fremme avlen af de bedst egnede brugsheste - både på kort og langt sigt.

Bogen er skrevet af konsulent Jørgen Finderup, Landscentret, Heste, som har mange års erfaring med hesteavl og -vurdering. Han suppleres af hestedyrlæge Jørgen Falk-Rønne, som med baggrund i sin praksis ved Charlottenlund Travbane er en af de dyrlæger herhjemme, der ved mest om hestes anatomi og holdbarhed.

Jørgen Finderup, der ligeledes er kendt som dommer ved en lang række hestearrangementer, fremhæver et vigtigt aspekt af hestevurdering, som peger ud over økonomien.

- Det er også et spørgsmål om dyrevelfærd. Vurderingen skal fremme heste, der er korrekt byggede og holdbare i forhold til det, de skal bruges til. Så lever de nemlig sundt og længe, fordi de ikke kommer til at lide under overbelastninger og slitage, der skyldes forkert kropsbygning og uhensigtsmæssige bevægelser, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bogen kan købes hos Landbrugsforlaget og koster 239 kroner.