Sandwichelementer i stedet for beton. Vægventiler i stedet for vinduer. Smalle stalde i stedet for store haller. Landmanden kalder projektet back-to-basic. Johannes Kaasgaard er i gang med at etablere 7000 stipladser til slagtesvin på Skovlygaard ved Skjern. Det er Danish Farm Design der har designet stalden, der er den første Letstald i Danmark. Der bliver bygget syv ens bygninger med i alt 14 sektioner. Stik modsat de store og brede stalde, der sparer vægge, så går Johannes Kaasgaard tilbage til traditionen med smalle stalde på 13,6 meter med hurtigt overblik over stierne.
- Med sandwichelementer kan vi bygge smalle stalde igen. Vægge koster penge, men med sandwichelementer til en 1/3 del af prisen, kan vi komme back-to-basic. Vi har valgt at bruge sandwichelementer til vægge, men med traditionelle lofter. Ventilation via vægventiler kræver glat loft, siger Johannes Kaasgaard, mens han viser rundt på byggepladsen.