Det var vigtigt at finde en opstaldning, hvor grisene kunne komme så tæt på deres naturlige behov som muligt.

På Møltrup Optagelseshjem ved Vildbjerg står en stald midt ude i naturen, hvor siderne er væk, og hvor jorden er flyttet med ind i stierne.

Møltrup Optagelseshjem er et hjem for mænd, der i en kortere periode har brug for hjælp og støtte til at få livet tilbage på sporet igen, og et sted at opholde sig. Mens de bor på Møltrup, skal de deltage i en af de mulige funktioner, der er på stedet. Landbruget blot en af dem, hvilket gør, at det ikke nødvendigvis er faglærte personer, der passer dyrene.

- Vores beboer er selv med til at vælge, hvad de skal lave, så der kan være meget forskel på, hvor mange vi har til at hjælpe, forklarer Per Hald, som er en af to fastansatte driftsledere i landbruget.

Landbruget er opbygget sådan, at det i yderste konsekvens kan passes af de to fastansatte, uden at det går ud over produktionen.

For nogle år siden startede man en mindre produktion af slagtesvin på Møltrup. Det foregik på friland, hvor man satte en hytte. Kødet blev dengang som i dag afsat i Møltrups madbutik.

Da Møltrup senere ville udvide svineproduktionen, fik man besked om, at det ikke var en mulighed på friland. Der må ikke gå mange dyr på lette jorder, da der er risiko for, at det skaber punktforurening fra gyllen.

En stald efter grisenes præmisser

Da Møltrup havde taget beslutningen om at bygge en stald, gik en længere proces i gang for at finde den rigtige løsning. Møltrup ville gerne holde fast i, at grisene skulle kunne rode i jorden og leve mest muligt efter deres egen adfærd.

- Der har været rigtig mange forslag i spil, inden denne stald stod færdig, fortæller Per Hald og påpeger:

- Det er os selv, som har været eksperterne her. Så må vi jo se, om det er helt skidt.

Det var en klar erfaring, at friland giver en rigtig god kødkvalitet, og derfor var det vigtigt, at det element blev en vigtig del af den nye stald, som både skulle indeholde rigelig med frisk luft samt muligheden for, at grisene kunne rode og lege i jorden.

I dag er der en åben stald med ni stier med plads til 40 grise i hver. Der er ingen sider på stalden, hvilket får det til at virke, som om det stadig er ude i naturen. Eneste forskel på denne stald og frilandsproduktion er, at grisenes gødning bliver opsamlet, så det kan spredes ud på marken efterfølgende.

Hver sti består af tre områder. Der er et større spalteområde, hvor grisene blandt andet skal spise og drikke. For enden findes i den ene side en kumme med jord, hvor grisene kan lege og få deres rodeadfærd udført. Ved siden af denne kumme er der en hytte delt op i to med en tyk halmmåtte, hvor grisene kan opholde sig, når de skal sove. Hytten er delt i to, og den har en flytbar bagvæg, så man langsom kan udvide sovearealet, efter som grisene bliver større.

Stalden er overdækket med en hvid dug, hvilket på engang hindre regn, men samtidig giver et fint lys ned til grisene. Da stalden er åben i siderne, er der ingen ventilation.

Konsulenterne var skeptiske

Da projektet tog sin start, var der ifølge Per Hald ikke mange konsulenter, som troede på ideen.

- Det er logisk nok at konsulenterne var skeptiske, for de fokuserer på produktionsresultater og økonomi, siger han og fortsætter:

- Det skal ikke forstås sådan, at økonomi ikke er vigtigt for os, men vi har bare et helt andet udgangspunkt, hvor landbruget først og fremmest er der for at vores beboere har noget at lave.

Per Hald fremhæver også, at man har haft større fokus på kvaliteten af kødet samt oplevelsen for de besøgende, som Møltrup gerne vil tiltrække.

- Vi vil meget gerne vise omverdenen, at vi kan mange ting herude, og at vores beboere kan udrette meget, hvis de får den rette hjælp, fortæller han.

I dag er flere konsulenter åbne overfor det koncept, Møltrup har lavet, men det er fortsat økonomien som er udfordringen.

Grisene elsker græstørv

En gang om ugen fylder man ny jord i jordkummen, og rent praktisk foregår det ved, at man skræller øverste lag af en græsmark, så man både får jord og græstørv ind til grisene.

- Der må være noget i de græstørv, for grisene elsker når de får nyt, og der går ikke lang tid, inden der kun er jord tilbage, forklarer Per Hald.

Grisene som Møltrup modtager, kommer fra en frilandsproducent, og er altså vant til at rode i jorden. Det er også helt tydeligt, at de elsker det, forklarer Per Hald, for når han modtager nye grise, går der ikke mange sekunder, inden de har fundet kummen med jord.

Ingen problemer endnu

Den sidste af de ni stier er fortsat ikke taget i brug, så det er stadig helt nyt for Møltrup, men indtil nu er de meget tilfredse med stierne.

- Selvfølgelig opdager vi ting, som skal gøres anderledes, men det er i småtingsafdelingen, fortæller Per Hald, som også erkender, at der fortsat kan komme nyt til.

En af de vigtige fokusområder for Møltrup, da stien skulle udvikles, var at grisene ikke skulle gøde i jordkummen. Det ville kræve nogle helt tætte baglåger, så der ikke kom træk ind.

- De nuværende låger slutter ikke helt tæt, og det har som du kan se givet lidt hjørner, hvor grisene vælger at gøde, forklarer Per Hald og fortsætter:

- Jyden som har hjulpet os, og leveret inventaret, har dog erkendt problemet og er i gang med en løsning.

En anden udfordring er, at jorden meget hurtigt bliver helt tør, hvilket giver en del støv i stalden. Jordkummen tildeles ingen fugt, udover den som grisene bidrager med. Per Hald tænker på flere løsninger, men indtil nu er den rigtige løsning ikke fundet.

Ikke økologisk men antibiotikafri

Grisene på Møltrup er ikke økologiske, og det har heller ikke været tanken, men til gengæld vil man gerne producere en antibiotikafri gris.

- Lige nu har vi den udfordring, at vores leverandør har fået lungesyge, hvilket gør, at vi også fik problemerne her, fortæller Per Hald og fortsætter:

- Det har gjort, at vi nu vaccinerer grisene, når de kommer for at undgå efterfølgende problemer.

Udover dette er der ingen sygdomme hos grisene, som kræver behandling, hvilket gør at man tror på, at man kan undgå antibiotika helt.

Hvad kan vi lære?

Ideerne bag denne stald er ikke fuldstændig mulige at overføre til moderne slagtesvinestalde, da det vil være praktisk besværligt at håndtere - og samtidig meget arbejdskrævende.

- I en slagtesvineproduktion hvor man stort set ikke får noget for grisen, er det svært at indrette sådan en stald, da det både er håndteringsmæssigt dyrt, men også giver nogle produktionsmæssige udfordringer, forklarer Per Hald og fortsætter:

- Vi står jo i en situation hvor vi selv kan sætte prisen på grisen, da den sælges i vores egen butik, og derfor kan vi se lidt mere igennem fingre med det.

Hvis flere ønsker at lave en nicheproduktion, er der måske noget at lære i hele tankegangen bag. Skal vi i staldindretningen mere i den retning, hvor grisen får mulighed for at udøve deres naturlige adfærd? Og vil det kunne give en positiv effekt på produktionsresultaterne? Det er de spørgsmål der opstår, når man ser stalden.