De to hydraulikspecialister slår sig sammen for at øge konkurrencedygtigheden og vinde yderligere markedsandele. Der vil fremover være afdelinger i både Skive og Kolding.

Hydra-Comp A/S bliver hovednavnet på den nye enhed, mens Hydropac bliver varemærket inden for pumpestationer, skriver Hydra-Comp i en pressemeddelelse. I forvejen havde de to virksomheder et tæt samarbejde, da Hydra-Comp siden 2018 har været medejer af Kolding-virksomheden. Fusionen styrker begge parter, og man kan fremover tilbyde komplette hydraulikløsninger fra to forskellige lokationer i Danmark. Jørgen Jacobsen fortsætter som direktør med udgangspunkt fra domicilet i Skive, og han betegner fusionen som en naturlig forlængelse af vækstambitionerne.

Markant stærkere

- Det begyndte som et strategisk samarbejde, men vi kan konstatere, at vi er markant stærkere sammen. Vi supplerer hinanden perfekt. Hydropac er specialister i opbygning af pumpestationer, og Hydra-Comp fokuserer på produktion af hydraulikcylindre og salg af komponenter, som motorer, pumper og fittings. Nu samler vi administration, salg og kompetencer, og kommer tættere på kunderne med afdelinger i både Skive og Kolding. Det var en nem beslutning, da vi allerede kan se resultater af vores fælles indsats.

Mulighederne vokser

Jørgen Jacobsen hentyder til, at man i tæt samarbejde har udviklet og konstrueret flere komplekse hydrauliske totalløsninger med automation som fællesnævner. Med fusionen vokser mulighederne for at lande flere af den type projekter, da både udvikling, salg og service bliver styrket med øjeblikkelig effekt. Man har i forvejen haft ugentlige fællesmøder siden 2018, benyttet hinanden som sparringspartnere og udstillet sammen på årets messer, skriver Hydra-Comp i pressemeddelelsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Digital strategi overføres

- Fusionen lå lige til højrebenet. Vi kunne sagtens have fortsat hver for sig, men dette var det naturlige skridt. En fælles front bringer os fremad, og de synergieffekter vi allerede nyder godt af, bliver forstærket yderligere, siger Jørgen Jacobsen og uddyber, at man på sigt vil overføre den samlede digitale strategi fra Hydra-Comp til Hydropac produkterne. Fra 3D-konfiguratorer til en veludbygget webshop med fokus på Skandinavien og Tyskland. Samtidig får kunder fra Trekantområdet, Sjælland og Fyn kortere vej til reparationer og service hos Hydra-Comp, da Kolding-afdelingen vil blive styrket på værkstedssiden.

Ejerkreds uden ændringer

Ejerkredsen er uændret efter fusionen og består fortsat af salgschef Claus Lanner, økonomichef Rasmus Jacobsen, direktør Jørgen Jacobsen samt Jesper Frederiksen og Flemming P. Nielsen. De to sidstnævnte med ansvar for Hydropac varemærket. Sammen med Hanne Kloster udgør de fem også Hydra-Comp's bestyrelse.