Lyt til artiklen:

ØL: Den danske model har inspireret EU's nye plan for økologi

00:00
Hastighed: ???x
03:19

Offentlige kantiner skal servere mere økologi, landmænd skal have rådgivning til at omlægge til økologisk drift, og der skal arbejdes intensivt med at sikre økologiens fortsatte troværdighed.

Det er blot nogle af de initiativer, som EU-Kommissionen sætter i værk med sin udviklingsplan Organic Action Plan, der blev offentliggjort torsdag d. 25. marts. Initiativerne er stærkt inspireret af det udviklingsarbejde, som Danmark har gjort gennem de seneste 30 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Den danske model er båret af et tæt parløb mellem danske politikere, markedet, forskere og den danske økologisektor, anbefaler EU Kommissionen nu til de øvrige medlemslande. Det er med god grund. Vi har vist med eksemplets magt, at det virker, siger Sybille Kyed, der er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening og henviser til at Danmark er langt med for eksempel rådgivning om omlægning til landmænd, økologisk omstilling i offentlige køkkener, en troværdig mærkningsordning i form af det røde ø-mærke, og at økologiske fødevarer er tilgængelige for en bred forbrugergruppe i supermarkederne.

Hele formålet med udviklingsplanen er at sætte et bæredygtigt skub på EU's fødevaresystem, så det økologiske landbrugsareal i 2030 udgør 25 pct. Et mål, som kommissionen satte tilbage i maj 2020 i EU's Grønne Pagt (Green Deal) og videreførte i sin Farm-to-Fork strategi, for at gøre EU til verdens første klimaneutrale kontinent med bl.a. økologien som redskab.

Landbrugsstøtten skal i spil

Og selvom Danmark er unionens frontløber, er der stadig meget at arbejde for, hvis vi skal nå i mål. Landbrugsstyrelsens seneste opgørelse over økologisk landbrugsareal i Danmark viser, at det kun er omkring 12 pct. af de danske marker, der dyrkes økologisk. Også selvom de danske forbrugere har et verdensmesterskab i økologisk forbrug.

- EU's udviklingsplan er et skridt på vejen og favner alle medlemslande, så det ikke kun er nogle få, som skal drive værket. Men skal vi for alvor rykke på at få et mere bæredygtigt fødevaresystem i Europa, er det nødvendigt at anvende EU's landbrugsstøtte som incitament for landbruget, siger Sybille Kyed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økologisk Landsforening arbejder politisk for at bruge landbrugsstøtten til at belønne landmænd, der gør en målrettet indsats for biodiversitet, klima, dyrevelfærd og grundvandsbeskyttelse. Samtidig vil det ændre priskonkurrencen mellem økologiske fødevarer og ikke-økologiske fødevarer.

- Hvis vi for alvor skal ændre fødevaresystemet i en mere bæredygtig retning, er det vigtigt at fastsætte varens sande pris, så de producenter, der bevarer natur, sænker klimabelastning og beskytter grundvandet i deres produktion, belønnes via landbrugsstøtten. Til gengæld skal de producenter, som ikke leverer på disse forhold, skæres i støtte. Det vil betyde, at de økologiske fødevarer kan ende med at blive de billigste, og at flere forbrugere derfor vælger økologien, forklarer hun.

Forhandlingerne om EU's landbrugsstøtte-ordning, CAP, er i sin afsluttende fase og den næste CAP-periode forventes at åbne i 2023.