Artiklen beskriver dilemmaet, som nærnødlidende landmænd kan komme ud for, når der ikke er enighed mellem ham og marginalpanthaveren om afviklingsstrategien.

Denne artikel kunne med lige så stor ret være skrevet for eksempelvis tre år siden. En række landbrugsbedrifter har over en årrække udvist negativ egenkapital, men har alligevel været i stand til at servicere gælden, også selvom bedriften som følge af den negative egenkapital har været belastet med ganske betragtelige finansieringsomkostninger, både i forhold til (forhøjet) bidrag og (forhøjet) rente. To af de seneste henvendelser, jeg har modtaget fra nærnødlidende landmænd, var begge kendetegnede ved, at landmændenes bedrifter var belastede med en ganske betydelig renteswap.

Alligevel havde begge landmænd haft en positiv drift med servicering af renteswappen. Ved salg af de to bedrifter, ville marginalpanthaveren givetvis i begge tilfælde konstatere et tab i niveau 15-30 millioner kroner. Den ene landmand ville gerne stoppe. Den anden landmand blev overrasket, da han blev forelagt en afviklingsaftale fra marginalpanthaveren. Begge landmænd var over 55 år og havde, dog med forskellig styrke, accepteret, at de næppe inden deres pensionering ville kunne få etableret en drift med afdrag af gælden i et sådant omfang, at der ville være en reel positiv egenkapital ved deres pensionering. Den første landmand var mest afklaret. Han ville gerne stoppe, men det syntes marginalpanthaveren ikke var en god idé. Den anden landmand ville helst ikke stoppe, men det syntes marginalpanthaveren, at han skulle. Begge landmænd kan aktuelt servicere gælden, og der sker også - dog i begrænset omfang - afdrag på gælden, men givetvis ikke afdrag ud over løbende nedslidning.

Er konkurs en mulighed?

I den situation kan man rejse spørgsmålet, om betingelserne er opfyldte for afsigelse af konkursdekret. I forhold til landmand 2 kan dette spørgsmål klart besvares bekræftende, idet marginalpanthave-ren havde tilkendegivet fremadrettet ikke at ville servicere driften. I forhold til landmand 1, der aktuelt betalte sine forpligtelser, kan svaret være mere grumset. Svaret må set fra marginalpanthaverens side være nej. Set fra landmandens side må svaret være ja, idet landmanden ikke blot hverken kan eller skal lukke øjnene for udfordringerne i forhold til renteswappen. I samme forbindelse kan man rejse det spørgsmål, om det har nogen betydning, om marginalpanthaveren har afgivet påkrav over for landmanden med henblik på indfrielse af swappen (konkret med et tocifret millionbeløb). Problemstillingen rejser nogle såvel etiske som retlige udfordringer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Dilemmaet

Uanset rådgivning fra marginalpanthaver og/eller eksterne rådgivere er det landmændene, der i sin tid selv var en del af renteswap-aftalerne, og derfor må landmændene leve med renteswap-aftalerne efter princippet i Danske Lov 5-1-1: Een hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl lovet og indgaaet haver.

Det ville landmand 2 også gerne, men marginalpanthaveren sagde stop. I forhold til landmand 1 sagde marginalhaveren ikke stop, og derfor kan landmand 1 ikke bare "løbe fra renteswap-aftalen". Det gælder i hvert fald i de situationer, hvor marginalpanthaveren ikke har afgivet indfrielsespåkrav i forhold til den negative swap. Har marginalpanthaveren derimod afgivet indfrielsespåkrav, vil betin-gelserne for afsigelse af konkursdekret være opfyldte, således at landmanden efterfølgende kan få gældssanering via reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Spiller marginalpanthaveren sine kort rigtigt og undlader at afgive indfrielsespåkrav, hænger landmand 1 på renteswap-aftalen. I den situation må landmand 1 givetvis revurdere sit forretnings-setup.

Klar aftale?

Ingen af de to marginalpanthavere ønskede at medvirke ved rekonstruktionsbehandling. I henhold til den afviklingsaftale, som landmand 2 fik forelagt, ville marginalpanthaveren se ind i en ordning på gældssaneringsvilkår, når bedriften var solgt. Det var ikke muligt og er ofte - også i forhold til andre end marginalpanthaveren - vanskeligt at få en klar tilbagemelding på, om landmandens medvirken ved frivilligt salg, hvor dette er muligt, vil blive "belønnet" med en efterfølgende frivillig akkord med marginalpanthaveren på gældssaneringsvilkår efter konkurslovens kap. 29 - et regelsæt, der er kendetegnet ved en 3-års afdragsperiode mod de sædvanlige 5 år. At en sådan tilkendegivelse i nogle tilfælde kan være uhensigtsmæssig ud fra en skattemæssig betragtning, ændrer ikke på det faktum, at uden en tilkendegivelse fra marginalpanthaverens side, kan landmanden ikke vide sig sikker på, om han efter frivillig medvirken til overdragelsen af bedriften til tredjemand kan få gælden saneret på baggrund af en 3-års afdragsperiode, eller om der skal gennemføres gældssanering på baggrund af en 5-års afdragsperiode. De marginalpanthavere, der har denne tilgang til aftaleproblematikken, begrunder det som oftest med, dels at landmanden har påtaget sig gælden og derfor også uden modydelse har pligt til at bistå og hjælpe panthaverne i videst muligt omfang, dels at marginalpanthaveren vil være sikker på, at landmanden er medspiller under hele forløbet.

Konsekvens af uenighed

Marginalpanthaverens synspunkt kan i sig selv være forståeligt, men på den anden side ville det være ganske uproblematisk at udarbejde aftalegrundlaget - afviklingsaftalen - på en sådan måde, at marginalpanthaveren ikke derved ville komme til at "købe katten i sækken". Umiddelbart synes det oplagt, at det burde være i såvel marginalpanthaverens som landmandens interesse, at der skete en så gnidningsfri afvikling som overhovedet muligt, hvilket der burde være basis for i de situationer, hvor alle øvrige kreditorer bliver honoreret i afviklingsfasen. Det forholder sig straks anderledes, hvis alle kreditorer ikke bliver fyldestgjort. I den situation er frivillig afvikling sjældent hensigtsmæssig. Særligt i situationer, hvor afståelse vil resultere i ejendomsavanceskat og/eller skat af genvundne afskrivninger, vil det relevante alternativ til frivillig afvikling være afvikling via rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling, hvor en række marginalpanthavere dog synes at have en vis mistillid til rekonstruktionsmuligheden, om end den har vist sig at være ganske velegnet til afvikling af landbrugsbedrifter -også set ud fra en omkostningsbetragtning.

Nye regler på vej

Danmark skal - som alle EU-lande - senest i juli 2022 have implementeret EU's rekonstruktions- og insolvensdirektiv fra 2019. Ifølge dette direktiv vil én af nyskabelserne være, at der ved gældssanering via skifteretten, medmindre der foreligger helt ekstraordinære forhold, ikke fremadrettet vil være hjemmel til at fastsætte længere afdragsperioder end 3 år. Foreløbig synes det at være den danske regerings intention, at reglerne skal implementeres i dansk ret med ikrafttræden senest juli 2021. Uanset, hvornår implementeringsarbejdet er færdigt, vil den fremadrettede maksimale 3-årige af-dragsperiode fremme frivillige afviklinger i situationer, hvor alle andre kreditorer end marginalpanthaveren fyldestgøres ved afviklingen.