Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: De amerikanske sojabønner fandt lidt positivt momentum i gårsdagens handel, indledningsvist på rygter om mulige kinesiske køb, som i den grad vil dulme nerverne på markedsdeltagerne, mens vi afventer den kinesiske respons på de nye amerikanske sanktioner, som kom i kølvandet på op blusningen af konflikten i Hong Kong.

Senere på dagen kunne USDA så bekræfte, at man har solgt 132.000 tons til kinesiske købere. Sojabønnerne tog også et pænt hop på godt en procent ovenpå udmeldingen, men faldt efterfølgende lidt retur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rent teknisk har sojabønnerne handlet sidelæns siden midten af april, og stigninger er gentagende gange blevet afvist ved test af de nuværende niveauer. Et brud gennem $8,56 niveauet, som efterfølgende kan fastholdes, kan give anledning til en yderligere bevægelse opad.

Råolien fortsætter den positive trend og handler nu over $ 40 på den korte termin, et niveau vi ikke har handlet i siden starten af marts.

De seneste prisstigninger er kommet i kølvandet på rygter om, at OPEC+ vil forlænge de nuværende produktionsnedskæringer. Det store spørgsmål er så, hvor længe man i alliancen har tænkt sig at forlænge den nuværende aftale, hvor Rusland umiddelbart hælder til en måned, mens Saudi Arabien advokerer for at fortsætte det nuværende niveau i de kommende tre måneder.

Næste møde i alliancen er planlagt til den 9. juni 2020, og det bliver her interessant at følge, hvorvidt parterne kan nå til enighed om aftalens fremtid. Desuden kommer der i eftermiddag lagertal fra USA, hvilket også kan give en indikation af udviklingen i forbruget af olieprodukter.

Den stigende oliepris har i den grad også sat sine spor i prisen på palmeolien, som har været stigende, stort set hver dag, siden starten af maj. Fra bunden i maj er den vegetabilske olie steget med godt 20 procent, og handler nu på niveau med priserne i april måned. Rent teknisk vil priserne møde modstand på de nuværende niveauer, og et brud gennem 2400 MYR/ton vil være positivt for den fremtidige prisudvikling, og omvendt såfremt den skulle afvises.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som nævnt i gårsdagens afgrødekommentar, så var Egyptiske GASC på jagt efter sæsonens første hvedeimport, med levering i juli. Her sikrede man sig to laster med Ukrainske varer, til en pris på $210 pr. ton, eksklusiv fragt, svarende til et niveau omkring €187,5 pr. ton.