Udlændinge- og integrationsministeren ændrer nu reglerne for at bidrage til, at dansk landbrug ikke kommer til at mangle hænder i den nuværende situation.

Dansk landbrug har i øjeblikket svært ved at få nye udenlandske landbrugspraktikanter til Danmark grundet coronavirus, skriver Udlændinge- og integrationsministeriet i en pressemeddelelse. Udlændinge- og integrationsministeren giver derfor efter drøftelse med arbejdsmarkedets parter nu mulighed for, at landbrugspraktikanter, der allerede er i Danmark, kan få forlænget deres eksisterende opholdstilladelse med yderligere tre måneder. Muligheden forventes at træde i kraft på onsdag den 23. marts og vil gælde frem til 25. juni 2020.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

- I den nuværende situation er det naturligvis vigtigt, at landmændene kan fortsætte med den arbejdskraft, de har lige nu. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi sammen kan finde pragmatiske løsninger i disse svære tider. Det er både godt og ansvarligt, at arbejdsmarkedets parter i fællesskab har taget initiativ til en dialog på dette her område - det skal de have stor tak for.

Viceformand for Landbrug & Fødevarer Lone Andersen udtaler:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Landbruget er foreløbigt ikke ramt så hårdt som andre dele af samfundet i denne tid. Men her havde vi et hjørne af lovgivningen, hvor vi kunne se problemer, og så er vi dybt taknemmelige for, at der politisk udvises forståelse og handles så hurtigt. Det er med til at skabe ro i denne tid.

Fødevareminister Mogens Jensen udtaler:

- Dansk landbrug spiller en nøglerolle i forhold til at befolkningen skal have mad på bordet i en svær tid. Derfor er det vigtigt, at vi giver dem de allerbedste forudsætninger for at udføre det vigtige arbejde, og jeg er glad for, at vi har fundet en god løsning på udfordringen med udenlandske landbrugspraktikanter.