Frygten for coronavirus får Kopenhagen Fur til at aflyse den årlige skindudstilling i Herning Messecenter.

Det er blevet besluttet at aflyse Kopenhagen Furs årlige skindudstilling i Herning 27. og 28. marts i MCH Messecenter Herning på grund af udbruddet af coronavirus. Myndighederne anbefaler, at arrangementer med flere end 1.000 deltagere aflyses, og skindudstillingen med anslået 3.000 besøgende over to dage falder ind i den kategori, skriver Kopenhaven Fur i en pressemeddelelse.

- Vi står i en meget alvorlig situation, hvor myndighederne arbejder på højtryk for at begrænse smittespredning, og det må vi selvfølgelig som ansvarlig virksomhed og erhverv bakke op. Derfor har vi som konsekvens besluttet at aflyse skindudstillingen, siger adm. direktør Jesper Lauge Christensen, Kopenhagen Fur.

Skindudstillingen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor minkavlere og leverandører til erhvervet mødes. Her udstilles og kåres Danmark bedste minkskind, og der ses på maskiner og udstyr til pelsdyrerhvervet. Udstillingen besøges også af mange udenlandske gæster, som kommer til Danmark, fordi skindudstillingen internationalt er den toneangivende og største af sin slags.

- Det er et årligt højdepunkt for pelsdyrbranchen, hvor hele branchen mødes til et par både fornøjelige, men også vigtige forretningsprægede dage i Herning. Derfor er vi meget kede af udviklingen, men som ansvarlig virksomhed og branche kan vi ikke handle anderledes. Vores beslutning er blevet mødt med stor forståelse fra MCH Messecenter Herning, og vi glæder os til at gennemføre skindudstillingen i 2021, siger Jesper Lauge Christensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce