DM i konkurrencepløjning 2017 holdes på gården Peterslund på den sydlige del af Mors.

Danmarksmesterskabet i pløjning skal i år afholdes på den sydlige del af Mors på gården Peterslund, som er berømt for at have noget af det mest dyrkningssikre og ensartede muldjord på Mors eller måske i hele Danmark.

Pløjeværter er Ann-Mari og Jørgen Gade Nielsen, der sammen med sønnerne Allan og Søren Gade Nielsen driver svineavlsbesætningen "Molsgaard Svineavl".

I år er det Region Viborg LandboUngdom, som arrangerer DM i konkurrencepløjning. Der nedsat en styregruppe, som består af én person fra alle lokalforeninger i Region Viborg, samt et par pløjesupportere med stor og mange års erfaring med konkurrencepløjning.

Deltagernes overnatning og pløjefesten vil foregå på Morsø Landbrugsskole, som er en del af EUC-NORDVEST.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der bliver til DM 2017 rigtig mange deltagere, og det er sandsynligt, at det bliver Danmarksmester-skabet med de fleste deltagere nogensinde. Vi er i midt i konkurrencepløjningens højborg, - Region Viborg LandboUngdom, og som noget nyt fra 2016 er der tilføjet en klasse mere, som hedder "Farmklassen" udover de fire klasser, som Landboungdommen allerede har. Dertil kommer de fire kategorier / plovtyper i veteran klasserne.

Vi regner med, at der bliver 95-105 deltagere, og derudover arbejder vi for øjeblikket med at arrangere en konkurrence mere, som vil give yderligere deltagere.

Nabo til gården Peterslund ligger Katrinelund, som er en anden af de fem berømte "Lund"-Gaarde på Sydmors. På Katrinelund driver Ib Kirk den verdenskendte hingstestation "Katrinelund.dk". Lørdag vil Ib Kirk være vært for rundvisninger på deres hingstestation, og senere på dagen er ligeledes rideopvisning med deres dressur- og springhingste tæt på plovkroen.

På Peterslund er der et stort, lyst og flot muret maskinhus, som vi bruger til plovkro. Der vil i den forbindelse også være plads og mulighed for at leje en lille standplads inde i plovkroen, hvorfra man kan udstille og sælge de lokalt producerede produkter til de mange besøgende.

Det bliver et stort arrangement og en kæmpe udfordring for Region Viborg LandboUngdom, og derfor er alle de frivillige i LandboUngdom godt i gang med at søge sponsorer, som er en nødvendighed for at gennemføre stævnet.

Se mere på stævnets forberedelse på www.dmplov.dk.