For at imødekomme udfordringerne i landbruget har Svana - Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning - udarbejdet et forslag om landmændenes mulighed for selv at forestå en del rottebekæmpelsen. Heri peges der blandt andet på, at de alternative metoder til antikoagulante midler, der findes på markedet i dag, ofte er forholdsvist dyre løsninger:

- Samtidig oplever landmændene at bekæmpelsesfirmaerne sætter prisen på sikringsordninger op, fordi de mener, at fraværet af permanent udlægning betyder flere besøg hos kunden og dermed højere udgifter. Derfor er der fra Landbrug & Fødevarer et ønske om, at landmænd kan få en midlertidig godkendelse til at udlægge antikoagulante midler ved bekæmpelse, indtil der findes billigere og ligeså effektive alternativer, skriver Svana blandt andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Række af betingelser

Ifølge Svana er løsningen principielt, at en landmand kan få en godkendelse til selv i forbindelse med en bekæmpelse at udlægge og føre tilsyn med antikoagulanter under vejledning af en autoriseret rottebekæmper fra det firma, landmanden har en sikringsaftale med:

- Det vil betyde, at de fleste af den autoriserede bekæmpers opfølgende besøg i forbindelse med bekæmpelse af rotter og mus vil kunne klares af landmanden. For at sikre en effektiv bekæmpelse og samtidig begrænse risikoen for primær forgiftning af mennesker og andre dyr, samt sekundær forgiftning af små rovpattedyr og rovfugle, er der en række betingelser, der skal være opfyldt, understreger Svana.

Landmanden genopfylder

Det gælder blandt andet, at landmanden skal have et gyldigt sprøjtecertifikat og bestået et et-dags kursus. Desuden skal der være en sikringsaftale med et bekæmpelsesfirma, og landmanden må ikke få udleveret og besidde bekæmpelsesmidler til bekæmpelse af rotter med mindre, at en autoriseret person har konstateret forekomst af rotter på ejendommen, og forekomsten er anmeldt til kommunen.

Sidst, men ikke mindst, skal landmandens brug af antikoagulante midler begrænses til "ædegifte og ikke de tre stærkeste antikoagulanter".

Når en bekæmpelse med antikoagulante midler indledes, placerer og fylder den autoriserede person giftdepoterne samt udleverer midler til landmanden til efterfølgende genopfyldninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højst 35 dage

Landmanden kan foretage bekæmpelsen med tilsyn af foderstationerne mindst én gang om ugen til bekæmpelsen er slut, dog højst 35 dage.

Hvis der senest efter 35 dage stadig er rotteaktivitet, eller der opstår problemer med bekæmpelsen i form af eksempelvis manglende nedgang i fortæret giftmængde, skal den autoriserede person genbesøge stedet for at effektivisere bekæmpelsen.

Bekæmpelsesfirmaet står for indberetningen til kommunen af giftforbruget, og hvis der er resistens mod de svage antikoagulante midler, skal den autoriserede person overtage bekæmpelsen.

Landmanden skal gennemgå et kursus af én dags varighed, hvor landmanden får viden om rotters biologi og adfærd, hvordan giftene virker, personlige værnemidler og ikke mindst praktisk bekæmpelse - herunder vurdering af bestandstørrelse og udbredelse - samt alternative metoder til bekæmpelse. Kurset afsluttes med en prøve. Kurset kan dog på sigt blive en integreret del af kurset for sprøjtecertifikatet.

Ikke for økologer

Godkendelsen, der kan opnås efter et én-dags kursus, er begrænset til landmænd med sprøjtecertifikat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det udelukker blandt andre økologiske landmænd og akvakulturer. Det beskrives som "problematisk, men nødvendigt for en klar afgrænsning".

Svana vil i forbindelse med den kommende revision af "Bekendtgørelsen om forebyggelse og bekæmpelse af rotter" fremsætte forslag om, at reglerne for adgang til autorisationskurset bliver revideret, således at alle, der som en del af deres erhverv skal bruge en væsentlig del af deres arbejdstid på forebyggelse og bekæmpelse af mus og rotter, kan opnå en almindelig autorisation.