Maskinbladet, Agritechnica

Bommen på den nye generation af Twin Force er en kombination af stål og aluminium. Mens ophæng og den inderste del af bommen er udført i stål, er det yderste led samt afvigeleddet udført i aluminium. Opdateringerne kommer på de brede bomme med arbejdsbredder på 32 til 36 meter. Hardi kan levere bommen med luftassistance i intervallet 18-36 meter. 70 procent af de selvkørende Hardi Alfa sprøjter og cirka 35 procent af Hardi Commander leveres i dag med Twin Force systemet

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bommen er ændret på otte vitale punkter. Blandt andet anvendes bommens foldecylindre nu som affjedring af bommen. De specielle todelte hydraulikcylindre, hvor den ene cylinderhalvdel er koblet til en akkumuleringstank absorberer de horisontale bevægelser i sprøjtebommen. Ved at justere det hydrauliske tryk i systemet kan affjedringen indstilles til de aktuelle forhold, siger Peter Dahl, Salgs- og Marketingdirektør Hardi International.

Rørføringen og dyser sidder beskyttet i den nye bom, og specielt i afvigerleddet, som af og til får nogle tæsk, er der gjort meget ud af at beskytte rør og dyser.

Lift og selvkærende

I de mellemeuropæiske lande er der stadig stor efterspørgsel på liftophængte sprøjter. Det er grunden til at Hardi har udviklet nye Mega-modeller med tanke på 1.800 og 2.200 liter. Sprøjterne leveres med bombredder på op til 28 meter.

I den anden ende af skalaen viste Hartdi den nye selvkørende Hardi Alfa, som er blevet forlænget med 60 centimeter og fået kapaciteten øget til 5.000 liter. Sprøjten kan leveres med hydraulisk variabel sporvidde, hvor sporvidden kan justeres i trinløst i intervallet180 til 280 centimeter. Sprøjten har luftaffjedring og drives af en 245 hestes Stage 4 Deutz motor.

Under skærmen på venstre side af maskinen, hvor der sædvanligvis er monteret haner og studser, var der kun et stort spørgsmålstegn. På en I-pad kunne de besøgende på messen komme med forslag til, hvordan arbejdspladsen skulle indrettes og om styringen af de forskelige haner skal være manuelt eller udføres elektrisk fra terminalen i førerkabinen.