I forbindelse med Gøteborgprotokollens reduktionsmål for ammoniak har Miljøministeriet meldt ind, at Danmark kan reducere ammoniakudslippet med 24 procent i 2020 - set i forhold til ammoniakudledningen i 2005.

- Til sammenligning har Tyskland forpligtet sig til fem procent, sagde Martin Merrild direkte henvendt til miljøminister Kirsten Brosbøll (S), som sad på forreste række under delegeretmødet i Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kære Miljøminister Kirsten Brosbøl. Vi lever af og med naturen. Vi gør rigtigt meget for at passe på den jord, som giver os vores daglige brød. Og vi agter at fortsætte. For vi vil gerne give jorden videre til næste generation, sagde Martin Merrild og konstaterede, at miljøministeren overtog en håbløs opgave.

- Da du kom til, havde ministeriet meldt et reduktionsmål ind, som lå langt over de andre landes. Hvad tænkte embedsmændene på, da de meldte 24 procent ind, mens resten af EU i gennemsnit meldte seks procent ind, spurgte han ministeren.

Vi kan

- Vi kan sagtens reducere ammoniakudslippet med 24 procent i 2020. Vi kan for eksempel nedlægge halvdelen af mælkeproduktionen. Så flyttes køerne til andre europæiske lande, hvor udslippet er langt større end i Danmark, sagde Martin Merrild.

Han fremhævede, at Danmark faktisk er det land, der udleder mindst ammoniak per liter produceret mælk.

- Det er et rigtig trist eksempel på, at vores politikere bliver sendt i byen med tal, som er fuldstændigt blottet for konsekvensberegning og ordentlig dokumentation. Embedsmændene spørger ikke engang sig selv, om det lader sig gøre. Og de nægter at forklare, hvad de 24 procent bygger på, lød kritikken fra formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har respekt for, at I politikere er valgt til at lave lovgivningsarbejdet. Men vi vil gerne hjælpe jer, så lovene også dur i virkeligheden. Så vi undgår lovsjusk. Det er jo os, som har den daglige berøring med det, I lovgiver om. Og eksemplet med de 24 procent er ikke enestående.

- Husk blot på alpereglen, randzonereglerne og senest virksomhedsskatteordningen. Det er alt sammen eksempler på lovgivningsarbejde, som er udviklet af kolde, skriftkloge hjerner og baseret på et papirstyndt grundlag, sagde Martin Merrild.