Claas Quadrant 2200 Advantage, der leveres både med og uden indbygget snitter, opdateres til sæson 2014 med flere features fra den større Qudtrant 3200 serie.

Det drejer sig blandt andet om den brede XXL-pickup på 235 centimeter, som har pendlende tastehjul. Som ekstraudstyr kan pickuppen leveres med Power Feeding System, som er en gennemgående fødesnegl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rotor Feed-versionen adopterer ligeledes rotorteknologien fra Qudtrant 3200, og begge modeller får i fremtiden Turbo Fan blæsere ved bindeapparaterne. Ifølge Claas øger den nye rotor kapaciteten på presseren, og med en betydelig større luftmængde sikrer blæseren optimal binding af ballerne.

Til kunder, som ofte ændrer på ballelængden, tilbyder Claas nu muligheden for at indstille ballelængden fra førerkabinen.

Bredere og hurtigere

Ud over den brede XXL-pickup får rundballepresserne Claas Variant 360, 365, 380 og 385 til sæson 2014 en hurtigere hydraulik.

- Med den hurtigere hydraulik tager det, efter at ballen er bundet, blot seks sekunder at aflægge ballen. Det er 30 procent hurtigere end på de nuværende modeller, forklarer Bertranc Marchel, Claas.

Som ekstraudstyr leveres rundballepresserne med en sensor, som registrerer tørstofprocenten i materialet. Informationerne sendes til Communicator II-terminalen i førerkabinen.

Et hjul med stor kapacitet

Til sæson 2014 introducerer Claas den nye Liner 550T, som er en bugseret rive med et rivehjul. Rivehjulet har en diameter på 4,20 meter og er monteret med 14 arme. Arbejdsbredden er på 5,20 meter, og ifølge Claas giver det riven en kapacitet på højde med en mindre rive med to rotorer.

Mulighed for at sende data

Claas-kunder, som køre med en af de tre store Quadrant pressere eller en Rollant Uniwrap, kan nu opgradere Communicator II-terminalen, som er standard på disse maskiner, så det er muligt at gemme og sende oplysninger om udførte jobs. Terminalen kan også tilsluttes en printer, så føreren, straks efter at arbejdet er afsluttet, kan udskrive en kvittering til kunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uanset om oplysningerne sendes elektronisk eller udskrives indeholder de kundens navn og nummer, klokkeslæt for hvornår jobbet er startet og afsluttet samt hvor mange baller, der er presset, og hvor mange af ballerne, der er snittede.

Når presseren kommer hjem til maskinstationen, kan de opsamlede data overføres til virksomhedens faktureringssystem, og fakturaer kan hurtigt og enkelt udsendes til kunderne.