Bjarne Eriksen, Vittrup Maskinstation faldt for en New Holland W170C læssemaskine på Agromek, og nu er den i fuld gang med græs- og majssæsonen hos de sydjyske landmænd.

Der er ellers stor loyalitet overfor maskinleverandørerne hos Vittrup Maskinstation, så det er ikke let at komme ind med et nyt mærke. Fendt traktorer og Claas snittere og andre maskiner fylder godt i maskinhuset, og det bliver der ikke lige ændret på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi har en leverandør, som vi er godt tilfredse med, så skal der meget til, for at vi ændrer ved det. Når vi valgte en New Holland læssemaskine fra S.D. Kjærsgaard skyldes det i første omgang det fantastisk gode udsyn fra førerpladsen, siger Bjarne Eriksen.

En anden vigtig faktor er, at den har køleren siddende på siden over baghjulet. Bjarne har tidligere haft problemer med, at læssemaskinen løb varm, fordi køleren stoppede til, når de kører i tørt græs. Samtidig spillede det en rolle for dem , at den har konvertertræk frem for hydrostatisk transmission.

- Læssemaskinen er en nøglemaskine ved ensilering. Det er helt afgørende, at materialet bliver trykket rigtig godt sammen, når vi ensilerer. Det har rigtig stor betydning for kvaliteten af foderet – ja det er faktisk det aller vigtigste ved ensilering, siger han.

Det er første gang, at Vittrup Maskinstation køber en helt ny læssemaskine. Den forrige maskine har kørt cirka 1.300 timer årligt, og ud over anvendelsen ved ensilering bruger Vittrup Maskinstation også læssemaskinen til at læsse husdyrgødning på møgsprederne og til håndtering af rundballer og minibigballer.

- Vi driver selv omkring 200 hektar, hvor en væsentlig del af produktionen er hø til hesteejere. Det håndterer vi også med læssemaskinen. Desuden kører vi halm for kunderne og handler også med halm. Vi har fået maskinen med ekstra lang læssearm, så vi bedre kan nå ind over halmbilerne, fortæller Bjarne Eriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Speciel grab

S.D. Kjærsgaard har fået fremstillet en speciel grab til læssemaskinen med kraftige tænder i Hardox stål.

- Det er en genial løsning. Græs, majs eller hvad vi nu arbejder med kan falde imellem tænderne, så vi ikke skal ryste det ud af en normal greb eller skovl. Det gør arbejdet med at trykke ensilagen sammen meget hurtigere og mere effektiv, siger Bjarne Eriksen.

Vittrup Maskinstation er etableret i 1959, og Bjarne Eriksen overtog efter sin far for ca. 25 år siden. Maskinstationen arbejder med alle typer landbrugsarbejde undtaget gylle. Der er tre fastansatte medarbejdere og yderligere et par mand i græssæsonen.

New Holland W170C vejer 14,5 ton og har en motor på 195 hk. Den lever op til Tier 4i standarden ved tilsætning af ad blue, men uden partikelfilter.