Fødevareordfører i Liberal Alliance, Mette Bock, hilser VKO's holdningsændring til randzoner velkommen, men kritiserer, at kovendingen først kommer nu, hvor SRSF-regeringen vil implementere en revideret randzonelov. 

- Det undrer mig, at VKO nu pludselig er stærkt kritiske over for randzonerne og argumenterer for, at de blot skal være midlertidige, for det er jo deres egen lov. Før valget hoppede den daværende regering af taktiske årsager med på den grønne bølge og vedtog Grøn Vækst-aftalen heriblandt randzoneloven, men i dag tegner situationen sig åbenbart anderledes. Uanset baggrunden for holdningsskiftet må jeg bare sige, at det kommer alt for sent, siger Mette Bock. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er blandt andre René Christensen (DF), der til Effektivt Landbrug har udtalt, at Dansk Folkeparti har opfattet randzonerne som et midlertidigt tiltag.

Mette Bock understreger, at hun tager stærkt afstand til regeringens forslag om yderligere stramning af loven.

- Stramningerne af randzoneloven er en hån mod et helt erhverv, der bidrager til Danmarks økonomi og har været en del af dansk kultur gennem århundreder, og som om det ikke var slemt nok, så krænker lovændringen også den grundlovssikrede, private ejendomsret, fordi man tager jord fra landmændene og giver dem en såkaldt kompensation i stedet for en ekspropriationserstatning, siger Mette Bock, der kræver, at grundlovens bestemmelser om ekspropriation anvendes.

Loven om randzonerne var en del af planen Grøn Vækst og blev vedtaget i maj 2011. VKO stemte for, S, SF og Enhedslisten undlod at stemme, mens Liberal Alliance som det eneste parti stemte imod.