Med minivådområder kan landbruget vise, at frivillige virkemidler er en god og effektiv løsning. Og så kan du som landmand ganske gratis være med til at forbedre vandmiljøet.

De frivillige minivådområder er en vigtig brik i den Fødevare- og landbrugspakke, som siden marts 2016 har givet jer landmænd mulighed for at gødske markerne mere optimalt. Allerede i foråret sidste år beviste landbruget med de målrettede efterafgrøder, at I var klar til at løfte miljøopgaven i fælles flok ? oveni købet frivilligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu gælder det minivådområderne, som I kan søge om tilskud til fra 1. februar til og med 3. april. Vi ved allerede nu, at interessen er stor. Oplandskonsulenterne, som giver gratis rådgivning til interesserede landmænd, har allerede fået mange henvendelser, og de er i fuld gang med at rådgive de første ansøgere.

Vi har i Folketinget besluttet at give gratis rådgivning gennem oplandskonsulentordningen og 100 procent tilskud til anlæggelsen af minivådområderne samt kompensation for arealudtag og vedligehold. Det er vigtigt for os, at I får dækket jeres omkostninger, når I vælger at bidrage til den kollektive indsats. Det betyder samtidig, at kvælstofreduktionen også kommer alle landmænd til gode og indgår i den generelle vandmiljøindsats. I 2018 er der afsat 50 mio. kr. til etablering af minivådområder, og vi håber at få bragt hver eneste krone i spil.

Minivådområderne er win-win for landmanden, for vandmiljøet og for hele erhvervet. På selv meget lidt plads kan det, der måske før var et besværligt område i marken, fjerne 20-40 pct. kvælstof fra drænvandet, inden det når ud i vandmiljøet. Og så løfter det den rekreative værdi for landmanden og hans naboer.

Målet for minivådområderne frem mod 2021 er at nedbringe kvælstofudledningen med 900 ton. Det betyder, at landbruget skal anlægge mere end 1.000 minivådområder over de næste fire år. Politisk har vi banet vejen for anlæggelsen af minivådområder. Nu er det jeres tur.