Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sygdom ændrer på ledelse og ejerstruktur hos KJ Klimateknik
- Jeg har desværre været ramt af alvorlig sygdom i to omgange, hvilket har gjort det svært at allokere de ressourcer, det kræver at være ejerleder, siger KJ Klimatekniks afgående direktør, Allan Pedersen i en pressemeddelelse.
Han trækker sig tilbage for at tage vare på sit helbred, hvorefter han vil tage stilling til, hvad fremtiden skal byde på.
Samtidig bliver magtfordelingen i KJ Klimateknik ændret. Bodal Holding øger sin ejerandel til 60 procent, New Legacy til 30 procent, mens AH Jelling Holding beholder 10 procent af aktierne.
Bag Bodal Holding står Kaj Pedersen, der har været medejer af KJ Klimateknik i godt syv år. Den kommende majoritetsejer vil i første i første omgang selv varetage posten som administrerende direktør og ser frem til at drive virksomheden videre sammen med New Legacy og de cirka 20 medarbejdere.
- KJ er en lille, god forretning med sunde værdier og er kendt for sin høje grad af faglighed og produkter af høj kvalitet. Vi har en stærk serviceorganisation, der er grundstenen for vores fremtidige udvikling, siger Kaj Pedersen.
Et andet rutineret ansigt fra agroindustrien Peter G. Pedersen bliver ny arbejdende bestyrelsesformand for selskabet.
Øget aktivitetsniveau
KJ Klimateknik henvender sig primært til tre kundesegmenter; griseproducenter, kyllingeproducenter og biogasanlæg.
I 2023 overtog KJ Klimateknik aktiviteterne efter Agrifarm, hvilket har øget aktivitetsniveauet.
- Om end staldbyggeriet i Danmark går meget trægt, har betjeningen af eksisterende grisebønder og vedligehold af bestående anlæg givet en del ekstra på servicesiden, oplyser virksomheden.
De oplever desuden en stor interesse fra biogasbranchen for deres luftrensning og ventilationsløsninger til biomassehaller og -tanke.
- Det høje aktivitetsniveau i biogasbranchen, der i stigende grad får øjnene op for vores løsninger, er virkelig spændende, siger Kaj Pedersen.