Lyt til artiklen:

Nyt tilfælde af fugleinfluenza på Sjælland: 27.000 kalkuner skal aflives hurtigst muligt

00:00
Hastighed: ???x
02:15

Forleden ramte årets første tilfælde af H5N1 en besætning Bøgelunde ved Skælskør med cirka 25.000 kalkuner.

Nu er den gal igen, da den højpatogene fugleinfluenza har ramt en kalkunfarm ved Sønderupsønder mellem Skælskør og Slagelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det viser analyser af prøver fra dyrene, som Statens Serum Institut har foretaget for Fødevarestyrelsen, der sammen med Beredskabsstyrelsen går i gang med at aflive dyrene søndag, lyder det i en pressemeddelelse.

- Det er anden gang i år, at vi finder den dødelige og meget smitsomme H5N1 fugleinfluenza i en besætning tæt ved Skælskør, og vi gør som altid en stor indsats for at klarlægge smittekilden. For at begrænse fuglenes lidelser og for at forebygge smittespredning, går vi og Beredskabsstyrelsen søndag i gang med at aflive dyrene, fortæller veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Bente Holst.

Fødevarestyrelsen har oprettet en tre kilometer beskyttelseszone og en ti kilometer overvågningszone rundt om den smittede besætning. Zonerne bliver oprettet for at begrænse risikoen for smittespredning.

Fødevarestyrelsen kan tidligst ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af den ramte ejendom er afsluttet.

Fødevarestyrelen hævede den 18. december 2023 trusselsniveauet for smitte med fugleinfluenza fra de vilde fugle til høj. Derfor blev der indført regler om, at tamfugle skal lukkes inde eller overdækkes. Formålet er at undgå, at vilde fugle smitter tamfuglene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da vi nu står med to udbrud af denne meget alvorlige sygdom i samme område på meget få dage, vil vi opfordre alle med fjerkræ til at udvise ekstra opmærksomhed på smittebeskyttelse. Følg vores gode råd for at undgå at slæbe smitte ind og efterlev de gældende regler, siger veterinærchefen.

På grund af det forhøjede trusselsniveau forbyder Fødevarestyrelsen på nuværende tidspunkt dyrskuer og andre samlinger af fjerkræ og fugle i hele landet.