Lyt til artiklen:

Ovlac lancerer liftophængt on-land plov

00:00
Hastighed: ???x
04:06

Ovlac introducerede i 2021 Xperience-plovserien, der består tre modelserier og omfatter plove på fire, fem og seks furer. Alle modeller kører med den for Ovlac så karakteristiske løse bæreaksel, og ploven leveres med enten hydraulisk stensikring eller stensikring med springbolte.

On-land versionen af Ovlac Xperience kan leveres med fem, seks eller syv furer. Sidstnævnte model levres udelukkende med springbolte, hvorimod der på de to øvrige modeller er frit valg imellem springbolte og hydraulisk stensikring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Xperience OL er gennemtestet i Spanien, og vi har også solgt og igangsat en seksfuret model af on-land ploven i Sverige, hvor den pløjer noget af landets fedeste jord, siger Jens Iversen, indehaver af Farm Implement, der har importen af Ovlac i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

rich-media-2
Jens Iversen, Farm Implement, viser det nys clipsesystem til justering af pløjedybden. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Fordele og ulemper

Med Ovlac OL er det let at indstille, om traktoren skal køre i furen eller på land. Jens Iversen anbefaler først og fremmest on-land-ploven til kunder med bæltetraktorer og til kunder, der vil pløje med tvillinghjul eller kører med en dækmontering bredere end 710 millimeter på pløjetraktor.

- Ulempen ved en on-land plov er, at den er vanskeligere at trække end en traditionel plov. Det skyldes, at der opstår et skævt træk i ploven, når traktoren flyttes på land. Det resulterer i et meget højt tryk på landsiderne, og det gør det vanskeligere at trække ploven. En forsigtig vurdering er, at det øger brændstofforbruget med 20 procent, når traktoren flyttes fra furen og på land, siger Jens Iversen.

Pløjesålen stemmer ikke fra traktoren

Mange der vælger en plov med on-land-udstyr er af den opfattelse, at traktoren laver en pløjesål, når der køres i furen.

- Hvis det er traktorhjulene, der laver pløjesålen, så ville vi opleve pløjesål i striber og ikke i hele marken. Pløjesål eller bearbejdningssålen laves af de redskaber, vi anvender i marken, og efter min opfattelse kan ikke blot ploven, men også harven og de øvrige redskaber, der arbejder i jorden, forårsage en bearbejdningssål. Specielt slidte skær og spidser har en grim evne til at glitte jorden og lave en bearbejdningssål, siger Jens Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Clipsene monteres omkring hydraulikcylinderen ved landhjulet, og de forskellige clips indikerer forskellig tykkelser på clipsene. Foto: Helge Plougmann Nielsen.

Mindre og varieret arbejdsdybde

For at minimerer risikoen for at skabe en bearbejdningssål anbefaler Jens Iversen, at man tænker sig grundigt om, inden ploven eller harven sættes i jorden.

- Overvej hvorfor jorden bearbejdes og vælg herefter den nødvendige arbejdsdybde. Mange pløjer eller harver i den samme dybde år efter år, og det øger risikoen for en bearbejdningssål, siger Jens Iversen og tilføjer:

- Når bearbejdningsdybden varieres, minimeres risikoen for, at der etableres en bearbejdningssål, der hæmmer planternes rodvækst og gør det vanskeligt for vandet at trække i jorden. En reduktion i arbejdsdybden medfører et markant fald i forbruget af dieselolie. Det er godt for økonomien i planteavlen, og i en tid med fokus på den grønne omstilling, minimerer det også landbrugets udledning af CO2.

Hurtig ændring af pløjedybden

På Agritechnica præsenterer Ovlach et nyt og hurtigt system til indstilling af pløjedybden.

- Systemet består i al sin enkelthed i clips, der monteres på hydraulikcylinderen ved landhjulet. Clipsene leveres i forskellige bredder, hvor de tyndeste reducerer pløjedybden med cirka to centimeter. Clipsene er et supplement til spindelindstillingen, og tanken er, at når først spindlerne er indstillet, så ploven pløjer lige dybt til begge sider, så anvendes der efterfølgende clips til at justere pløjedybden. Det giver en både hurtig, sikker og ensartet indstilling af pløjedybden, siger Jens Iversen.