Lyt til artiklen:

Fugleinfluenza i kalkunbesætning ved Skælskør

00:00
Hastighed: ???x
01:53

En større kalkunbesætning ved Lundby nær Skælskør med omkring 32.000 kalkuner er ramt af fugleinfluenza. Det viser prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen, det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen afliver derfor dyrene over de kommende dage. Dels af hensyn til dyrevelfærden, dels for at begrænse risikoen for smittespredning. Fugleinfluenza smitter kun meget sjældent mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De vilde fugle er i gang med deres efterårstræk. Derfor er det vigtigt at alle, der har fugle, følger reglerne, og tager ansvar for at beskytte deres fjerkræ mod smitte fra vilde fugle. Det kan man blandt andet gøre ved at beskytte fjerkræ mod kontakt med vilde fugle, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen, Mette Kirkeskov Sie.

Zoner skal inddæmme smitte

Fødevarestyrelsen har oprettet en tre kilometer beskyttelseszone og en ti kilometer overvågningszone rundt om den smittede besætning. I begge zoner skal fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

I zonerne er det blandt andet forbudt at afholde udstillinger med fugle, flytte fugle og produkter fra fugle indenfor og ind og ud af zonen, med mindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse. Fjerkræ og fugle skal beskyttes mod kontakt med vilde fugle. Zonerne er med til at begrænse risikoen for smittespredning.

Fødevarestyrelsen kan tidligst ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af den ramte ejendom er afsluttet.