Lyt til artiklen:

Dansk biogas satte rekord i 2022

00:00
Hastighed: ???x
01:59

1,5 millioner ton CO2. Så meget fortrængte dansk biogas i 2022, hvor produktionen slog alle rekorder. Det skriver Biogas Danmark.

Produktionen endte på 800 millioner kubikmeter biogas, og dermed var 40 procent af det danske gasforbrug dækket med biogas, med den ovennævnte nettoreduktion til følge. Samtidig er værdien af den fortrængte naturgas anslået til at være i omegnen af 7,4 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fantastisk, at Danmark i 2022 sætter en samlet rekord i produktionen af vedvarende energi - og samtidig præsterer individuelle rekorder for både vind, biogas og sol. Det betyder, at klimaaftrykket fra henholdsvis el- og gasforbrug nu begge er kommet ned på cirka 140 gram CO2 pr. kWh, hvilket cementerer Danmarks position som et foregangsland i den grønne omstilling, siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

Ud af de 1,5 millioner tons CO2-ækvivalenter nettoreduktion udgjorde reduktion i metanudledningen fra husdyrgødning cirka 250.000 tons CO2-ækvivalenter.

Og ifølge Biogas Danmark er der endnu mere potentiale i bioags. Allerede fra 2027 kan nettodrivhusgasredkutionen fra biogas ramme 3,7 millioner ton CO2-ækvivalenter. Og af det vil næsten en million ton komme fra reduceret metanudledning fra husdyrgødning, som i fremtiden skal udsluses til biogasanlæg hurtigere.

- Det er glædeligt, at statsministeren i sin nytårstale slog fast, at det ikke kun er vigtigt at sætte nye mål for den grønne omstilling, men at det i lige så høj grad handler om at komme i mål. Det er vigtigt at fastholde fokus på at få realiseret de forventede drivhusgasreduktioner, og på den front er biogasbranchen allerede i fuld gang og klar til hurtigt at levere markant større bidrag, fastslår Henrik Høegh.