Lyt til artiklen:

Østjysk høst ingen katastrofe - men et stykke fra normal

00:00
Hastighed: ???x
03:57

- Her i det Østjyske er det kun vinterbyggen, der er i hus. Vi har vurderet høsten til 85 procent af normalen, og det er ingen katastrofe. Det ligner slet ikke 2018, som vi ellers var ved at frygte i foråret, siger Børge Nielsen, der er planteavlskonsulent hos Velas.

Han dækker primært Østjylland, og her mangler de altså endnu alle de andre afgrøder, lige på nær rajgræs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er den største afgrøde på græsfrø, og den eneste jeg beskæftiger mig med. Der er høstet en del af den, men der står noget endnu, og det er kritisk med vejret. Der er genvækst, og regnen giver også spild, siger konsulenten.

Når vejret så tillader bjærgningen af det sidste rajgræs, så er der udsigt til en bøvler omgang. Det skyldes at der vil være så meget grønt materiale, der skal igennem maskinen ved tærskningen.

- Og det vi hører er, at der heller ikke er topudbytter i rajgræs. Det er langt fra normalen, siger Børge Nielsen.

Der er selvfølgelig variationer fra det generelle billede, blandt andet efter jordtype og mulighed for vanding.

- Dem der kan vande var stillet bedst, da det var så tørt. Men problemet har også været kapaciteten til vanding. For i en længere tørkeperiode skal man reelt have en kapacitet på to kubikmeter pr. hektar pr. time, og på langt de fleste bedrifter er kapaciteten ikke deroppe. Så selv dem, der har kunnet vande, har mærket tørken, konstaterer Børge Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger også på, at der har været prioriteringer i vandingen ange steder, hvor man måske har valgt at springe foragre og kiler over. Noget, der ses i vårbyggen med blandt andet grønskud.

Vårbyg ramt dobbelt

Netop vårbyggen er også udfordret i denne sæson. Ifølge Børge Nielsen er den endda dobbelt ramt.

- Første gang ved, at den var svær at få i jorden på grund af al regnen, så såtidspunktet blev udskudt. Da det så skulle spire, var det tørt, så det ikke spirede lige godt alle steder. Og så satte tørken ind i vækstperioden, siger Børge Nielsen.

Det betyder at vårbyggen er tynd, og udfordret af grønskud stort set uafhængig af jordtype.

- Og så er det udfordrende, hvornår man kan høste den. Så der forventer vi ikke særligt høje udbytter, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Majsen stortrives

Lader vi blikket falde på de afgrøder, der også venter forude, er især majsen opløftende.

- Den har simpelthen haft det perfekt. Den havde varmen, og nu har den vand nok. Det kan ikke gå galt med majsen. Der er vand nok til at køre den hjem, den er ekstremt høj og den blomstrer en uge tidligere end normalt, siger Børge Nielsen.

Han ser en afgrøde der generelt ikke er bagefter, og hvor det ser ud til fine kolber, selvom vi kun lige er i begyndelsen af dén fase.

Også kartoflerne ser ud til at have det udmærket.

- De er jo typisk på vandet sandjord, så landmændene har selvfølgelig skullet håndtere vandingen, hvor man typisk har prioriteret kartoflerne over vårbyggen. Skimmelsituationen har egentlig været afdæmpet langt hen i juli, og der har stort set ikke været skimmel, siger Børge Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilbage af hvede og rug, og selv om de næppe giver topudbytter i år, så ser det ikke værst ud.

- Hveden tegner egentlig ganske udmærket, hvis det er på god jord. Selvfølgelig kan det se anderledes ud på dårlig jord, hvor der ikke kan vandes. Men generelt vil det være fornuftigt trods alt. Jeg tror godt at vi kan finde hvedemarker der topper pænt, spår rådgiveren, der pointerer at billedet er godt det samme når det kommer til rugen.