Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Omkategoriseret ejendom? Det skal du gøre
- Det er vigtigt, at du tjekker din e-boks, det er kun Vurderingsstyrelsen, som afgør, om din ejendom skal skifte kategori, sådan lyder det fra Henrik Larsen, der er chef for Økonomi i Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.
Vurderingsstyrelsen har nu sendt brev ud til ejerne af de ejendomme, som de mener skal skifte kategori efter de nye regler for offentlige vurderinger af ejendomme. Hvis din ejendom er blandt de 21.000 ejendomme, som ifølge Vurderingsstyrelsen er blevet omkategoriseret, ligger der derfor brev til dig i din e-boks.
Økonomiafdelingen i Djursland Landboforening får også rigtig mange henvendelser fra ejere til ejendomme, som er blevet omkategoriseret. Efter at have set på flere af sagerne, mener Henrik Larsen, at der er grund til at mane til besindighed.
- Vi kan nu se, at konsekvenserne ikke er så voldsomme, som vi først havde frygtet. Som det ser ud lige nu, er der tre ting, som man skal forholde sig til. Først skal man se, om man har fået brev. Derefter skal der klages, hvis der er noget faktuelt forkert ved Vurderingsstyrelsens oplysninger om ejendommen. Dernæst skal man finde ud af, om man ønsker at gøre brug af overgangsordningen, understreger Henrik Larsen.
Klage eller overgang?
Hvis man har fået brev i sin e-boks fra Vurderingsstyrelsen, er det vigtigt, at man straks forholder sig til det. Ønsker man at klage over noget faktuelt forkert i oplysningerne, har man kun 15 dage til at give Vurderingsstyrelsen besked. Landboforeningen er lige nu i gang med at lave flere indsigelser.
Dernæst skal ejer vælge, om man ønsker at gøre brug af overgangsordningen, som giver ejer mulighed for at vælge, om ejendommen skal bevare kategorien fra den gamle vurdering i ejers egen ejertid. Det betyder, at hvis ejendommen eksempelvis ændres fra landbrugsejendom til beboelse, kan ejer vælge, at ejendommen fortsat skal være en landbrugsejendom.
Valget gælder i ejers egen ejertid, så ejer eksempelvis bevarer de lavere ejendomsskatter fremover. Der er dog en række betingelser for, at ejendommen kan blive i overgangsordningen i resten af ejertiden.
- Hvis man ikke skal lave en indsigelse, skal ejer lige nu kun tage stilling til, om man ønsker at gøre brug af overgangsordningen. Vi kan ikke beregne på de økonomiske konsekvenser før til efteråret, hvor de reelle vurderinger kommer, siger Henrik Larsen.