Lyt til artiklen:

Scantruck giver Agromek succes-stempel

00:00
Hastighed: ???x
03:40

Abonnementsartikel

Markedschef hos Scantruck Dennis Faurby tøver ikke med at kalde Agromek for en succes for importøren.

Dette års Agromek lakker mod enden, og på sidstedagen gør Scantruck status over messen, som har været travl for importørens udsendte.

- Jeg synes, det er gået rigtig godt. Vi er yderst tilfredse. Jeg synes også, man kan mærke, at det er lang tid siden, der har været Agromek, siger Dennis Faurby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at det i høj grad har været kunder, man i forvejen kender, der har lagt vejen forbi Scantrucks stand.

- Der har været knap så mange nye kunder, men vi har haft nogle gode dage med travlhed, og ikke mindst har vi fået solgt nogle maskiner, så vi har intet at klage over, siger Dennis Faurby.

Manitou i fokus

Han fortæller, at salget har været over det forventede. Det er en god blanding af maskiner, man har langet over disken. En del har naturligt nok været læssere til landbruget, men man har også solgt lidt entreprenørmaskiner.

Den mest populære blandt maskinerne på standen har været en Manitou-teleskoplæsser af modellen 841. Den kommer med en løftehøjde på otte meter og en løftekapacitet på omtrent fire tons. Derudover er den udstyret med en powershift-transmission og den har lidt flere hestekræfter end de øvrige modeller.

- Det er jo en landbrugsmesse, så vi har fokuseret det mest omkring Manitou-maskinerne, men vi har også et par minigravere og minilæssere med, siger Dennis Faurby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har naturligt nok primært været landbrugs-interesserede, der har lagt vejen forbi standen, men der har også været nogle entreprenører.

- Og de kommer jo allesammen forbi her, fordi det er i Hal C, at entreprenørgrejet er, siger Dennis Faurby.

Agromek handler imidlertid ikke kun om, hvor meget man sælger, siger Dennis Faurby.

- Der er selvfølgelig en masse kundepleje i det, for der kommer rigtig mange af vores faste kunder, og de får en øl og en snak. Derudover er det en god anledning til at tale lidt med de mennesker, der kører i maskinerne til daglig, fordi de har fri. Det giver noget kundepleje på en anden måde, end når man taler med indkøberen eller chefen, siger han.

Anderledes flow end tidligere

På messen har et par af de helt store landbrugsmærker manglet, og det har betydet, at færre haller i Messecenter Herning har været taget i brug end tidligere. Det har man godt kunne mærke på Scantrucks stand, fortæller Dennis Faurby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan godt mærke, at der er tomt ovre i den runde Hal B, fordi vi ikke har haft noget flow af mennesker derfra. Det betyder, at vi lige pludselig kommer til at ligge lidt i et hjørne, og af den årsag tager det lige lidt længere tid, inden folk når ud i vores hal. De forsvinder også lidt hurtigere sidst på dagen, fortæller Dennis Faurby.

Onsdag var i skrivende stund den mest velbesøgte dag på messen, hvor 14.000 mennesker dukkede op, og det var samtidig også den mest velbesøgte på Scantrucks stand.

- Jeg ved ikke, om fodboldlandskampen spillede ind, men der var rigtig mange mennesker onsdag. Der viste vi også kampen på storskærm, så stemningen var rigtig god lige indtil Danmark kom bagud, fortæller Dennis Faurby.

Han og holdet fra Scantruck har stillet talstærkt alle dage på messen.

- Det har primært været dem, der har fokus på Manitou, der har været her kontinuerligt hele ugen, mens de, som har fokus på entreprenørmaskinerne, har skiftedes lidt. Vi har nok været 15-17 medarbejdere på standen hver dag, siger Dennis Faurby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er spændt på, hvordan besøgstallene for fredag kommer til at se ud. Han håber, at det lander omkring torsdagens besøgstal, som landede på 10.359.

- Der kunne godt have været flere besøgende, men det har været de rigtige, som har været forbi, og så er det ikke så vigtigt, hvor mange der kommer, siger Dennis Faurby.