Lyt til artiklen:

Kommentar: Pilen peger på Mette efter knusende kritik af topembedsmænd

00:00
Hastighed: ???x
02:31

KOMMENTAR: Ti højtplacerede embedsmænd har handlet på en måde, så der ifølge Minkkommissionen bør indledes en retslig proces.

Men når det gælder det politiske ansvar, har kommissionen ikke måttet beskæftige sig med det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En vurdering af det politiske ansvar hører derfor hjemme i Folketinget. Og det ser ud til at kunne blive en skandale.

De første meldinger efter Granskningskommissionens møde med Minkkommissionen tyder nemlig på, at regeringens støttepartier lægger op til at holde hånden under regeringen og Mette Frederiksen.

Det ser derfor lige nu ud til, at vi kan komme i den absurde situation, at embedsmænd skal retsforfølges for de ulovligheder, de er blevet beordret til at udføre af Mette Frederiksen og hendes ministre - som til gengæld ser ud til at gå fri.

Det vil være temmelig barokt, hvis Mette Frederiksen kan klare frisag. Hun har igen og igen de seneste par år har afvist ethvert tilløb til at kritisere embedsmænd. Hun har billedligt talt stået på pressemøde efter pressemøde og taget kuglerne, når de føg mod regeringens og myndighederne og indimellem også havde kurs mod embedsmændene.

Mette Frederiksen har jo sat sig selv for bordenden i et styrket statsministerium, og vi kan konstatere, at der har været et kollektivt sammenbrud omkring hende - efter alt at dømme på grund af netop hendes pres mode embedsmænd og ministerkollegaer for at forcere beslutningsprocesserne. Derfor er det svært at respektere, at Mette Frederiksen denne gang ikke vil tage kuglerne for de embedsmænd, der loyalt har forsøgt at efterkomme hendes ordrer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu forsøger hun i stedet - tilsyneladende med støttepartiernes opbakning - at glide af på kritikken og lade embedsmændene stå tilbage med aben.

Det er utroværdigt.

Det er uværdigt.

Det er uhæderligt.

Mette Frederiksen: Tag konsekvensen af den sønderlemmende kritik og erkend dit ansvar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gå af.

Spar dig selv - og os alle sammen - for et langtrukket slagsmål, hvor du kun overlever på dine politiske venners nåde. Du kommer jo i et afhængighedsforhold til dem. Danskerne kommer til at betale dyrt for alle de politiske løfter, du bliver nødt til at afgive til SF og Enhedslisten som betaling for, at de holde dig ved magten.

Lad i stedet vælgerne tage stilling.

Jeg håber - og tror - at et flertal af de danske vælgere værdsætter vores demokrati højere end dit udemokratiske, diktatoriske misregimente.