Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Eksperter får kritik af kolleger
Tidligere på måneden frikendte tre juraprofessorer i en opsigtsvækkende rapport Mette Frederiksen i minkskandalen. Men nu får de tre kritik af to kolleger, det skriver Berlingske
De to kolleger er Rasmus Grønved Nielsen, der er dr. jur. og lektor i forvaltningsret på Københavns Universitet, og Lasse Lund Madsen, der er juraprofessor på Aarhus Universitet. Sidstnævnte har tidligere været uenig i de tre professorers konklusion, men mener dog stadig ikke at der bør rejses en rigsret i sagen.
Nielsen og Madsen mener ikke, at den juridiske vurderinger udtryk for den uvildige undersøgelse, som vil kunne afslutte minksagen.
- Når man bevæger sig ind i et politisk rum, skal man som fagperson træde varsomt. Gør man det alligevel, må det skærpe kravene til ydmyghed og præcision. Derfor er det et problem, at der er flere elementer, der er misvisende eller direkte forkerte i den juridiske vurdering, siger Rasmus Grønved Nielsen til Berlingske.
En vurdering Lasse Lund Madsen er enig i.
Timing kritiseres
Et af kritikpunkterne af rapporten, som blev udfærdiget af Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet, Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret, og Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i statsforfatningsret er, at den ikke burde være kommet midt i regeringsforhandlingerne.
Nielsen og Madsen påpeger, at dén timing stiller skærpede krav til kvaliteten af vurderingen i rapporten, og at professorerne med den timing har sat sig selv som politiske aktører.
Desuden peger Rasmus Grønved Nielsen på, at de tre professorer er inhabile, da de tidligere har udtalt sig offentligt om sagen. Blandt andet var det Jørgen Albæk Jensen, som rådgav Radikale Venstre, da partiet skulle tage stilling til minkkommissionens rapport.
Derudover peges også på de kritikpunkter som Lasse Lund Madsen tidligere har fremhævet. Samlet mener Nielsen og Madsen derfor ikke, at de tre professorers rapport kan betegnes som uvildig.