Lyt til artiklen:

SMS´er under mink-sagen kan ikke reddes

00:00
Hastighed: ???x
02:59

Politiets teknikere blev fredag den 12. november 2021 færdige med at forsøge at genskabe materiale fra de indleverede mobiltelefoner og Ipads.

Resultatet af politiets teknikeres undersøgelser og erklæringer herom blev samme dag i sikrede konvolutter overdraget til Justitsministeriet, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Justitsministeriet har opbevaret konvolutterne på vegne af de pågældende, indtil den videre proces for gennemgang og udlevering af eventuelt genskabte SMS-beskeder kunne aftales med Minkkommissionen.

Justitsministeriet har ikke haft adgang til at tilgå materialet.

Minkkommissionen, Justitsministeriet og de pågældende personers bisiddere drøftede på et møde den 15. november 2021 fremgangsmåden for overdragelse af eventuelt genskabt materiale.

Det blev i den forbindelse aftalt, at de pågældende selv med deres bisidder skulle gennemgå eventuelt genskabt materiale, og at kommissionen efterfølgende ville foretage en kontrolgennemgang sammen med de pågældende, skriver Justitsministeriet.

De pågældende har nu alle haft mulighed for at tilgå materialet, og det har desværre ikke været muligt at genskabe SMS-beskeder fra den relevante periode fra statsministerens eller ansatte i Statsministeriets enheder, skriver ministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begrænset SMS´er er genskabt

Det har været muligt at genskabe et meget begrænset antal SMS-beskeder fra den relevante periode fra Justitsministeriets departementschefs enheder.

Det genskabte materiale vil nu blive gennemgået sammen med kommissionen.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

- Justitsministeriet har opbevaret kuverterne på vegne af statsministeren og de øvrige personer, siden politiets teknikere blev færdige med undersøgelserne. Justitsministeriet har således ikke haft adgang til materialet i denne periode, siger ministeren.

- Jeg har i dag fået oplyst, at det desværre ikke har været muligt for politiets teknikere at genskabe SMS-beskeder fra statsministerens eller ansatte i Statsministeriets enheder. Det er alene lykkedes for politiets teknikere at genskabe et meget begrænset antal SMS-beskeder fra Justitsministeriets departementschefs enheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er kun i regeringens interesse at få kastet lys over denne sag, og derfor tog vi også det helt ekstraordinære skridt at bede politiets teknikere om at forsøge at genskabe sms'erne. Det er desværre ikke lykkedes i det omfang, vi havde håbet, siger Nick Hækkerup, der selv skal afhøres i Minkkommissionen på fredag.

Justitsministeren har ikke selv slettet sine SMS´er.

Det er kommet frem under mink-sagen, at departementschef i Statsministeriet har rådgivet Statsminister Mette Frederiksen til automatisk at slette alle SMS´er efter 30 dage.

Mette Frederiksen har ikke oplyst præcist, hvornår hun begyndte automatisk at slette beskederne. Men på et pressemøde kunne hun ikke komme tidspunktet nærmere end, at hun begyndte slette-proceduren i foråret 2020.