Lyt til artiklen:

Louise er en af "Høstens Helte": I høsten er alle i landbruget så glade

00:00
Hastighed: ???x
03:01

Marker med gyldent skær, solskin og arbejdsdage til duggen falder. Man kan næsten dufte, smage og ane, at høsten er på vej. En højtid står for døren i landbruget, når juli måned begynder, år efter år, sommer efter sommer, høst efter høst.

2021 er ingen undtagelse. Uanset hvordan verden ellers gebærder sig skal høsten i hus - også i Nordjylland. I Vårst gør Louise Meldgaard Winther sig klar til nogle travle måneder, hvor arbejdsdagen let kan vare fra 8.00 til 22.00. I løbet af det tidsrum passer Louise Meldgaard Winther både landbutikken og brovægten samtidig med, at hun skal sikre sig kornprøverne fra hvert enkelt læs, som skal sendes til analyse. Selvom høstperioden er en travl tid, elsker Louise at være en del af den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver DLG i en pressemeddelelse.

- Høsten er en fed tid på året. Landmændene og høstmedarbejderne er glade, og det smitter af på mig. Alle er så fokuseret på at få høsten i hus og aflevere noget korn her på pladsen - og det skal de bare have lov til, siger Louise.

Tre mand modtager 10.000 tons korn

Foruden Louise er der en fuldtidsansat lagermand samt en ungarbejder tilknyttet i høstperioden - og selvom Vårst er en relativt lille afdeling, modtog man i 2020 godt 10.000 tons korn i en meget komprimereret høst, som kun varede omkring 40 dage. Det svarer til cirka 30 læs om dagen.

- Sidste år var vores plads propfyldt, så i år har vi heldigvis fået udvidet modtagekapaciteten med 650 kvadratmeter, hvilket er næsten en fordobling af, hvad vi havde før. Det er godt for alle parter. Vi kan bedre komme rundt med maskinerne, og landmændene har lettere ved at aflevere deres korn, siger Louise.

20-års jubilæum til august

Louise Meldgaard Winther begyndte i DLG tilbage i 2001 som handelselev, og siden da har hun været både butiksassistent og butikschef. Til august runder hun 20 år i DLG-koncernen, og hun husker stadig, hvordan det hele startede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan huske, at jeg så et skilt på handelsskolen, hvor der stod: 'Drøm stort - bliv elev i DLG'. Det blev jeg nysgerrig på, så jeg gik op til afdelingschefen i Sørup og sagde, at jeg gerne ville arbejde i DLG. Det har jeg så gjort lige siden, siger Louise.

Ifølge Karsten Dollerup Christiansen, der er lokationsansvarlig for DLG Vårst, er Louise gjort af et helt specielt stof.

- Jeg kender ikke nogen, der er så god til at håndtere kunderne og deres behov som Louise. Hun har en ufattelig ro og overblik i forbindelse med høsten, og det smitter af hos kunderne, der i sommermånederne ofte kører i 7. gear. Louise er bare cool, og hun er absolut en af ´Høstens Helte´,siger Karsten Dollerup Christiansen