Case IH Quadtrac er udstyret med en Cummins motor på hele 14,9 liter, som har en maksimal effekt på 597 heste og et drejningsmoment på 2.539 Nm ved 1.400 omdrejninger pr. minut. Når samtlige heste piskes og får lov til at bestille noget, konsumerer motoren godt 100 liter dieselolie i timen.
Det virker umiddelbart voldsomt, men når der tages i betragtning, at traktoren med en hastighed på cirka 15 kilometer i timen trækker en 7,5 meter bred Horsch Terrano-harve i 15 centimeters dybde, er det pludselig ikke så galt. Faktisk ligger brændstofforbruget pr. bearbejdet hektar på under 10 liter.