Kunstmalerier og store landbrugsmaskiner går hånd i hånd, når kunstmuseet Heart åbner dørene i uge 42. Her er det muligt for børnefamilier og andre at komme helt tæt på de store New Holland landbrugsmaskiner og redskaber.

Traktorer, mejetærskere og såmaskiner er nok ikke det de fleste forbinder med et besøg på et kunstmuseum. Men i efterårsferien mødes gæster, der besøger museet Heart i Herning af en gigantisk gul mejetærsker ved ankomsten og området omkring museet er ikke kun prydet af smukke skulpturer, i samarbejde med Farmas udstilles en række imponerende landbrugsmaskiner i parken som museet gæster kan se i hele ferien -ganske gratis.

Maskinerne er hentet ind i forbindelse med den aktuelle udstilling "Naturligvis -landskabsmalerier af Allan Otte" der viser mere end 50 smukke og tænkevækkende malerier fra det jyske landbrugsliv. Hele ferien har museet desuden halv pris på entrebilletten og børn og unge under 18 år kommer gratis ind. Museet er ekstra-åbent mandag 12. oktober, så både maskiner og kunst kan nydes i hele ferien, fortælle museet.

Hos Farmas i Herning er de begejstret for samarbejdet med Heart.

- Vi fik en henvendelse og synes med det samme, det var en god ide. Vi synes, det lød spændende, at det landbrugsliv, som de besøgende kan se på malerierne på museet, kan de også se som hardware udenfor i kraft af en mejetærsker, en traktor og tre redskaber, siger Thomas Mikkelsen, salgschef for Farmas Danmark.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Salgschefen understreger, at de besøgende på museet gerne må røre og kravle rundt og op på traktorerne og de øvrige redskaber. Dog er de låst og kan ikke starte af sikkerhedsmæssige årsager.

Tema om fødegård og landbrugsliv

I samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Brandts præsenterer Heart den hidtil største udstilling med kunstneren Allan Otte (f. 1978). Med temaer som fødegården, landbrugskritik og menneskets udnyttelse af naturen sætter udstillingen fokus på hvordan Otte gennem sine særegne arbejdsmetoder tager livtag med landskabsmaleriets traditionelle udtryk, og hvordan han samtidig forholder sig til nutidens modernisering af landbruget.

Allan Otte er en af de mest bemærkelsesværdige malere på den hjemlige kunstscene. Siden sin afgang fra Kunstakademiet i København i 2007 har han betaget publikum og anmeldere med sine smukke og overraskende skildringer af det danske landskab. Det er imidlertid ikke landskabet i sin traditionelle og romantiske version, der interesserer Otte, men snarere at se bagom idyllen og ind i den moderne virkelighed, som den ser ud, skriver Heart i sin præsentation af kunstneren.