Den dansk svineproducent Scandinavian Farms, som opererer i Kina, bløder penge

Det viser det netop offentliggjorte regnskab for 2019, som viser et minus på 302 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er andet år i træk, at selskabet leverer et regnskab med et minus på et trecifret millionbeløb. Året før lød resultatet på 110 millioner kroner i minus.

De dårlige resultater skyldes blandt andet svinepesten, som har hærget i Asien.

"Årets resultat er præget af væsentlige sygdomsudbrud i besætningen og efterfølgende sanering af hele besætningen. Ledelsen anser resultatet for stærkt utilfredsstillende," skriver ledelsen i regnskabet.

Af ledelsesberetningen fremgår også, at man forventer fremgang i de kommende år.

"Avlsdyr forventes importeret i juni 2020 og produktionen vil hermed blive genetableret. På denne baggrund forventes igen i 2020 et negativt resultat, dog betydeligt mindre end det for 2019 realiserede. For 2021 forventes igen et positivt resultat. Egenkapitalen forventes reetableret ved egen drift i regnskabsåret 2022," står der i ledelsesberetningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinbladet har forsøgt at få en kommentar fra Claus Ewers, som er direktør i Scandinavian Farms Invest.