Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: De amerikanske og europæiske hvedefutures er blevet solgt 5% ned for måneden til dato.

Blandt de store eksporterende lande er der udsigt til en mindre tilbagegang i produktionen i USA, Ukraine og EU, men ikke i så stor
grad, at vi forventer et høstpres ikke vil indfinde sig. Ikke mindst fordi den russiske produktion har kurs mod et comeback.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senere på året er der også udsigt til et comeback for produktionen på den sydlige halvkugle, med en stor genrejsning af den australske produktion, og en mindre stigning i den argentinske produktionen. Udover en stigning i de globale lagre, så danner de nuværende estimater også grund for en stigning i de forbrugsjusterede lagre.

Globalt estimeres hvedelagre at stige fra 40 til 42% af årets forbrug.
Alene i Kina estimeres de forbrugsjusterede lagre at stige fra 120 til 125%.

Men også selvom vi trækker Kina ud af ligningen, estimeres de
forbrugsjusterede lagre globalt ex. Kina at stige fra 23,5 til 25%.

Historisk sætter de globale hvedepriser deres sæsonmæssige bund primo september, hvor høsten på den nordlige halvkugle er i hus, og de globale forsyninger er på deres højeste. Et efterfølgende efterspørgselsdrevet marked får herefter typisk priserne til at rette sig, men de seneste par år har vi set endog pæne prisstigninger blandt andet forårsaget af store australske produktionsforstyrrelser.

Et forhold, der har udsigt til at ændre sig denne sæson, og det betyder, at de prisstigninger vi har set i slutningen af kalenderåret de sidste par år, meget vel være af mere afdæmpet karakter denne sæson, begrænset af stigningen i den australske produktion og ikke mindst eksport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skæver vi til terminskurven i møllehvede, er kurven relativ flad, med priser frem mod næste høst, der handler inden for et bånd på blot 5,5 EUR/ton.

Det indikerer et marked i balance, hvor køberne er komfortable med forsyningssituationen og ikke er villige til at betale en betydelig præmie for at afdække forbruget. I teorien taler man om, at fordelen ved at eje varen, er nogenlunde lig omkostningen til at opbevare den.

Vi ser primært risikoen på nedsiden frem mod høst og forventer også en udvidelse af prisspændet mellem september og december terminen i møllehvede. Vores anbefaling er derfor snarest at komme ud september-terminen og få positionen skubbet længere ud på kurven, hvis man som køber vil afdække sig forbrug.

I proteinmarkedet fandt sojabønnerne support i går sidst på eftermiddagen, hjulpet af positive udmeldinger om handelsforholdet med Kina og rygter om yderligere eksport af amerikanske bønner til Kina.

USA's handelsminister, Lighthizer, udtalte i går, at både han og kinesiske embedsmænd forventer, at Kina og USA vil leve op til deres tilsagn i fase 1 handelsaftalen. Dermed forsøger Lightizer at nedtrappe den skærpede retorik fra Trump, i det, der vurderes et forsøg på at flytte fokus på anden bølge af covid-19-udbruddene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kommentaren kommer samtidig med, at Kinas import af amerikanske landbrugsprodukter halter langt efter, hvad der er nødvendigt for at leve op til aftalen.

Direktøren for landbrugsgiganten Cargill's brasilianske afdeling udtalte i går, at han forventer en nedgang i den brasilianske sojaeksport frem mod september, som følge af mere konkurrencedygtige amerikanske bønner, samt at prisen i højere grad vil afgøre, hvorfra Kina importerer sit soja.

De brasilianske sojapræmier fortsætter da også med at stige på både de korte og længere terminer, og handler over de amerikanske noteringer.