- Efter nytår går der altid en uges tid, før den europæiske forædlingsindustri igen er oppe i gear. Mange holder lukket til efter Hellig Trekonger, så det er først tirsdag i næste uge, at de er tilbage. I år har vi heldigvis den store fordel, at vi kan pakke og fryse ind til vores kunder i særligt Asien, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.
På grund af den store eksport ud af Europa og en jævn efterspørgsel fra de ferske kunder sælges de fleste udskæringer til fine priser. Kamme og skinker har sat sig lidt i pris hen over julen, men til gengæld er der fortsat en fin efterspørgsel på bove, brystflæsk og nakker.
Prisen stiger med 30 øre til 13,60 kroner pr. kg i uge 2.
Fine ordrer til Kina
- Priserne har sat sig en del i Kina de seneste uger, men vi fik lukket nogle fine ordrer til Kina inden priserne begyndte at sætte sig. Vi har derfor fortsat travlt med at pakke de kommende uger, og af den grund ser det ganske fornuftigt ud de næste par måneder. Med lavere toldsatser på grisekød i Kina, og første del af en handelsaftale på plads mellem Kina og USA, slår markedet i Asien en mindre kolbøtte lige nu, men det er vores forventning, at der hurtigt falder ro på igen, siger Lars Albertsen.
Trods det kinesiske nytår er der fortsat fuld fart på afskibningen til Kina og sideløbende er der en jævn afsætning til Japan.