Danske restauranter og spisesteder har fra årsskiftet fået mulighed for at skilte med, hvor meget økologi de har i køkkenerne. Guld svarer til mellem 90 og 100 procent, sølv 60-90 og bronze 30-60.

Og ordningen er, ifølge Økologisk Landsforening, et længe savnet redskab til restauranter, caféer og kantiner på de danske arbejdspladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men avisen 24 timer kritiserer ordningen, fordi økologien gøres op i kroner og ikke i mængde. Det betyder, at et enkelt drys af dyr økologisk safran kan give spisestedet en ufortjent høj medalje, mener avisen.

- Der er i dag rigtig mange restauranter og spisesteder, som har en høj andel af økologi i køkkenet. Inden nytår var det bare umuligt at fortælle kunderne det, fordi det røde ø-mærke kun kan sættes på spisesteder med 100 procent økologi. Det har hverken været rimeligt for forbrugere eller spisestederne, derfor er vi meget glade for, at Fødevarestyrelsen nu har etableret en enkel og let kontrollerbar ordning så forbrugerne kan se, hvor der bruges økologiske råvarer, siger Dorthe Kloppenborg, kommunikationskonsulent i Økologisk Landsforening.