Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Markederne oplever generelt blandede tendenser her frem mod weekenden. Hvor priserne på sojabønner og majs i går blandt andet mærkede presset fra køligere vejrudsigter henover USA, så var der anderledes mere positiv momentum at spotte i hvedemarkedet, især drevet af frygten for skuffende russiske udbytter samt friske eksporttal ud af USA.
Flere analysebureauer har de seneste dage reduceret deres skøn for 2019/20 sæsonen i Rusland, hvor de varme konditioner i maj og juni nu ser ud til at have forvoldt større skade end ventet. Russiske SovEcon nedjusterede forleden blandt andet forventningerne med 3,8 procent til en estimeret produktion på 73,7 mio. tons, hvilket både ligger under forventningerne fra USDA samt det russiske landbrugsministerium. De samlede udbytter vil dog stadig overgå sidste års udbytter - og sandsynligvis ende som den næstbedste produktion i Rusland til dato. Nye statslige oplysninger viser i øvrigt, at Rusland i år har formået at øge de samlede dyrkede hvedearealer med 3 procent - fra 27,26 mio. ha sidste år til 28,07 mio. ha i år. SovEcon har efterfølgende også nedrevideret sit skøn for den russiske hvedeeksport for sæsonen 2019/20 med hele 6,2 mio. tons til 31,4 mio. tons. En frisk rapport fra EU kommissionen sænker skønnet for de samlede udbytter af europæisk softhvede for den kommende sæson med 0,7 procent til 141,3 mio. tons, hvilket dog stadig svarer til det højeste niveau i 2 år. Friske tal fra USDA viste, at den amerikanske hvedeeksport i den forgangne uge langt overgik forventningerne med et niveau på knap 660k tons, hvilket svarede til det højeste niveau i 4 måneder. Nyheden var supporterende for markedet i løbet af dagen og åbner døren for mere opadgående teknisk korrektion over de kommende sessioner, efter markedet tidligere på ugen formåede at vende tendensen efter at have testet vigtig support.
Den kinesiske regering har ifølge flere kilder godkendt, at et større antal kinesiske virksomheder kan købe amerikanske uld-, majs-, sorghum- samt svineprodukter uden at blive ramt af de ellers indførte gengældelsestariffer. Tiltaget kommer angiveligt efter, at regeringen tidligere på ugen godkendte tariffrie opkøb af op mod 3 mio. tons amerikanske sojabønner. Alt i alt er der tale om positive signaler samt imødekommenhed fra kinesisk side forud for næste uges gentagelse af handelsforhandlingerne I Shanghai mellem USA og Kina, efter forhandlingerne i øvrigt tilbage i maj brød sammen.
Oliemarkedet er i øjeblikket fastlåst indenfor et relativt smalt handelsspænd. Interessant er det her, at hverken de tiltagende risici for en eskalering af den geopolitiske uro i Mellemøsten samt ligeledes de seneste tal for lagrene i USA, som viste et markant større fald end ventet, for alvor har kunnet sende oliepriserne op. Hvad der synes at holde hånden over markedet, er frygten for, at vigende nøgletal fra de største økonomier skaber frygt for, at efterspørgslen efter olie kan blive ramt. Vi vurderer, at en eskalering af uroen mellem Vesten og Iran, som øger risiciene for lukning af det ekstremt vigtige og følsomme Hormuz stræde, betydeligt vil kunne løfte prisen for en tønde råolie.