Mere engagement og arbejdsglæde, højere selvvurderet produktivitet og lavere sygefravær. Alt dette har seks mejerier oplevet ved at sætte fokus på social kapital. Det viser ny forskning, skriver Arbejdsmiljø i Danmark.

Social kapital handler om ledelse og samarbejde, og om værdien af de ressourcer, der er i samarbejdsrelationerne. I de enkelte teams, mellem teams, mellem ledelse og medarbejdere og på arbejdspladsen som helhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø står bag den nye forskning, som er foregået på seks mejerier.

Ifølge Arbejdsmiljø i Danmark viser undersøgelsen, at arbejdet med social kapital førte til bedre psykologisk velbefindende, mere engagement og arbejdsglæde, højere selvvurderet produktivitet og lavere sygefravær blandt medarbejderne. Forhold som normalt antages at have betydning på bundlinjen.

Gennem projektet afprøvede forskerne nogle generelle metoder, som alle arbejdspladser kan bruge.

- Det kan måske lyde lidt svært at arbejde med social kapital, men grundlæggende handler det om at involvere medarbejderne og bruge deres viden og idéer til at finde de flaskehalse, som forhindrer dem i at udføre deres arbejde bedst muligt. På den måde kan man arbejde systematisk med ledelse og samarbejde på arbejdspladsen, siger cand.scient.pol. og seniorforsker på NFA, Thomas Clausen, der er en af forskerne bag undersøgelsen til Arbejdsmiljø i Danmark.

Projektet viser, at der især er et uforløst potentiale i at dyrke samarbejdet mellem de forskellige afdelinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange arbejdspladser har tilsyneladende mere fokus på de enkelte teams og det, der foregår indenfor teamet, end på samarbejdet mellem teams. Der finder vi lidt en gråzone, som har betydning både for produktionen og arbejdsglæden, siger Thomas Clausen.

Begrebet social kapital fokuserer på de eksisterende og potentielle ressourcer, der findes i samarbejdsrelationerne på en arbejdsplads. Disse ressourcer handler bl.a. om, hvordan man samarbejder, kommunikerer om opgaveløsningen og hjælper hinanden, skriver Arbejdsmiljøet i Danmark