Navy Seals, SAS og selvfølgelig Jægerne.

Hærstyrker verden over har altid dyrket eliten, men nu er det også noget, som skal praktiseres i dansk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om lidt starter 24 elever på en nyindrettet uddannelse til elitelandmænd. Uddannelsen skal styrke talentudviklingen i landbruget og være med til at udbrede innovation og kendskabet til nye teknologier, dataanvendelse og forretningsudvikling.

Ideen til den nye uddannelse er født i Seges og hos Via University College, Aarhus og bakkes op af Miljø- og Fødevareministeriet, som også støtter udviklingen af uddannelsen.

Omdrejningspunkter for uddannelsesforløbet er især præcisionslandbrug, hvor den teknologiske udvikling giver nye muligheder for både at øge indtjeningen og mindske miljøpåvirkningen. Nye præcisionsteknologier med droner, sensorer og robotter kan blandt andet medvirke til, at gødning og pesticider doseres mere målrettet og dermed imødekomme efterspørgslen hos forbrugere verden over på fødevarer, der er produceret med omtanke for natur, miljø og klima.

Første skoledag foregår på Møllerup Gods, Djursland, hvor landmændene blandt andet afprøver en ny selvkørende traktorrobot og får besøg af Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.