Moderne grovfoderensilering kræver effektiv kørselskoordinering, dels for at reducere spildtid og brændstofomkostninger, men også for at minimere trafik i for eksempel kløvergræsmarker, som er sårbare overfor kørsel. En ny app fra Agrointelli tager hånd om problemet, og Agromek har kvitteret med at tildele nyheden to stjerner. I den kommende sæson skal den valideres sammen med landmænd og maskinstationer.

IHM Forage er en app, der koordinerer og optimerer kørslen med finsnitter og frakørselsvogne og dermed effektiviserer og reducerer driftsomkostningerne. Den beregner løbende de optimale ruter og ventepositioner for op til ti frakørselsvogne. Chaufførerne får informationer på en tablet om deres placering, ruter og skiftetid for den pågældende frakørselsvogn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Markens form bliver automatisk registreret, når finsnitteren har kørt den første omgang rundt om marken. Når marken er defineret, modtager finsnitter og frakørselsvogne konstant visuel information om placering, rute og skiftetid. Dermed undgås kortegekørsel med en stribe af frakørselsvogne, der holder i kø til finsnitteren, hvilket minimerer trafikken i marken.

IHM Forage optimerer anvisningerne og tager højde for ændringer i finsnitterens rute, for eksempel. hvis den skal køre uden om våde områder. Forlader en frakørselsvogn jobbet, opdateres operationen automatisk.

- IHM Forage reducerer driftslederens bøvl med planlægning og erstatter den interne koordination mellem chaufførerne under grovfoderhøsten, så der spares tid og tung kørsel på marken, siger Henrik Lynge Jacobsen, salgsdirektør i Agrointelli.

Kvaliteten dokumenteres

Al dokumentation med stedspecifikt batchnummer, kvalitetsdata og mængde er tilgængeligt på hjemmesiden, der er en del af IHM Forage. For hvert vognlæs genereres et batchnummer, som dokumenterer kvaliteten af ensilagen, forudsat der er en NIR-sensor på finsnitteren.

- Vi oplever stor interesse fra mælkeproducenter og maskinstationer. Tests viser, at kørslen kan reduceres med 6-8 procent, og finsnitteren kan udnyttes effektivt, så der spares op til 45 minutter på en god høstdag, slutter Henrik Lynge Jacobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den kommende sæson skal IHM Forage valideres i samarbejde med landmænd og maskinstationer, og den endelige version forventes klar til sæsonen 2020.