Varmt og solrigt vejr vil ingen ende tage. Det er nogenlunde konklusionen i DMIs netop udsendte månedsprognose.

- Der er ikke rigtig noget nyt under solen. Det ser ud til, at det varme, tørre og solrige vejr fortsætter, siger meteorolog Mette Zhang til Ritzau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De næste dage er der udsigt til regulær hedebølge i Danmark. I weekenden skifter vejret en anelse, og vi kan vente lidt faldende temperaturer og en overgang regn. Måske endda ledsaget af torden.

Men det er kun en kort overgang. For når der står mandag på kalenderbladet, så er vi tilbage igen i samme skure.

- Så venter vi igen dagtemperaturer op til 28 grader og mulighed for tropenætter. Det ser ud til, at vejret er gået i hak, siger Mette Zhang.

Mens sol og varme ser ud til at dominere i hvert fald de kommende uger, ser det lidt mere usikkert ud fra midten af august.Der kan komme korte perioder med mere ustadigt vejr og byger. Men temperaturen vil stadig være over det normale, lyder forudsigelsen.