Abonnementsartikel

Snertinge Maskinforretning er ikke landets største maskinforretning - men det bruger man som en fordel. Der er nemlig kort vej til toppen, og kunderne bliver mødt i øjenhøjde.

I 2015 rullede der over 1.200 hestekræfter ind på det økologiske storlandbrug Mejnerts Landbrug på Vestsjælland. Hestekræfterne sad i fem grønne Deutz-Fahr traktorer, der blev leveret af Snerting Maskinforretning, og netop den handel er symptomatisk for, hvad den lille maskinforretning kan:

- Vi er ikke et stort sted, men vi er knalddygtige til service, og så er vi fagnørder, når det kommer til vores grej, siger Thomas Mitko Andersen, der er sælger hos Snertinge Maskinforretning, og fortsætter:

- Vi bliver nødt til at tilbyde noget andet, end de store maskinhandlere. Vi ville simpelthen drukne i mængden, hvis vi skulle sælge det samme som dem.

Thomas Mitko Andersen udgør sammen med Marcus Holm og Lars Pedersen salgsafdelingen hos Snertinge Maskinhandel, der i alt har 10 ansatte.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Her hos os er der kort til toppen, og vi sørger altid for at møde kunden i øjenhøjde. Vores kunder ved, hvem vi er, og det er de samme folk, de møder, når de kommer her. Det er et intimt sted, hvor vi har det godt med hinanden, forklarer Marcus Holm, der har en fortid som automekaniker, og bruger sin mekaniske ekspertise, når han skal sætte sig ind i de moderne teknologier i landbruget, der ifølge Marcus er et godt stykke foran bilbranchen.

Grønne maskiner

Snertinge Maskinforretning har solgt Deutz-Fahr siden 2003. Tidligere blev der solgt Ford og sidenhen New Holland på adressen, men nu er der fokus på de grønne maskiner.

- Deutz-Fahr er et forholdsvis lille mærke i Danmark, men det er et mærke, der står for kvalitet. Vores kunder forventer et topprodukt, når det handler Deutz-Fahr, og det kan vi levere. Jeg synes, at de nye modeller i 6- og 7-serien passer rigtig godt til det danske marked. De ligger lunt i segmentet omkring 250-300 hestekræfter, som er meget efterspurgt her i landet, forklarer Thomas Mitko Andersen og fortsætter:

- Når man ser på pris, kvalitet og komfort, så synes jeg, at vores traktorer står meget stærkt. Det er en fordel for os at have et mindre mærke, som leverer stor kvalitet.

Udover Deutz-Fahr forhandler Snertinge Maskinforretning også MI's maskinprogram samt MultiOne-minilæssere.

- Vi har den tilgang, at hvis vi ikke kan servicere et produkt ordentligt, så skal vi heller ikke sælge det. Servicen efter salget er så afgørende, at vi kun vil forhandle de produkter, vi er eksperter i, siger Marcus Holm.

Snertinge Maskinforretning har godt 3000 kvadratmeter under tag, og med fire servicebiler samt en lastbil er man altid klar til at rykke ud, hvis kunderne har brug for assistance.

- Vi har døgnservice, så kunderne kan altid får fat på os, når de har et behov, siger Thomas Mitko Andersen, der selv er tidligere landmand og derfor lettere kan sætte sig ind i de udfordringer og ønsker, som kunderne må have.

På værkstedet finder man både de grønne Deutz-Fahr traktorer, men også en række andre mærker:

- Vi servicerer også andre mærker, så vi kan hjælpe vores kunder. Derudover servicerer vi også mejetærskere, fortæller Marcus Holm og fortsætter:

- På den måde kan vi holde et godt service-flow på værkstedet året rundt, og gutterne derude er gode til at få tingene hurtigt klart til kunderne.

Lokalt fokus

Med Lammefjorden i baghaven ligger Snertinge Maskinforretning smukt på Vestsjælland, og i butikken er man da også opmærksomme på den geografiske placering.

- Mens andre maskinforretninger slår sig sammen og centraliserer, så vil vi være lokalt forankrede, siger Thomas Mitko Andersen og fortsætter:

- Når vi er lokale, så kan vi tilbyde nærvær og tæt kontakt - og det får man ikke i de store centre. Samtidig skal vi selvfølgelig være lige så skarpe på produkterne og servicen, som de er hos de store, men det er vi også.

Den lokale forankring betyder også, at Snertinge Maskinforretning i den kommende tid vil forsætte det store fokus på lokalområdet.

- Vi skal være meget ude ved kunderne. Hvis man skal sælge noget, er det vigtigt, at kunderne kan se sig selv eje produktet. Derfor bruger vi meget tid på at lave demo'er ude hos kunderne, siger Marcus Holm og fortsætter:

- Vi skal ikke leve på at sælge prisbaskere ligesom Harald Nyborg. Vi skal finde de rigtige produkter til kundernes behov, og så skal vi kunne tilføre noget ekstra til produkterne - og det er selvfølgelig servicen.