Maria Reumert Gjerding (EL) har efter flere dages pres fra Bæredygtigt Landbrug erkendt, at hun i sidste uges samråd i Folketinget om CBS-rapporten fremsatte en forkert påstand om blandt andre Bærdygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen.

I seneste ugebrev fra Bæredygtigt Landbrug, redegjorde Flemming Fuglede Jørgensen for sagen under overskriften: "Løgnens mester".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her skrev formanden blandt andet, at Enhedslistens Maria Reumert Gjerding pustede sig op på en af de helt store løgnehistorier, som flere gange allerede er tilbagevist.

"Det skader troværdigheden ikke blot for hende, men også for hendes politikerkolleger, når hun lyver på den måde, hun gjorde i onsdags, hvor hun påstod, at både Troels Troelsen og jeg med vores familier var rejst til New Zealand for offentlige midler. Atter engang nej, nej, nej. Der er ikke to familier, der har fået betalt en tur til New Zealand af forskningsmidler tiltænkt CBS-rapporten. Annettes og min tur har vi helt igennem betalt selv, det samme har Troels Troelsens hustru. Troels Troelsen selv har efter specialaftale fået tilskud til den faglige del af turen. Gjerding bidrager til politikerleden ved sine beskyldninger. Hvorfor tror hendes slags, at de har ret til at lyve? Det er utåleligt, at BL skal trækkes ind i et personangreb på mig. Vi skal bruge tiden på at få tålelige forhold for landbruget - ikke kævles med en uærlig politiker."

Flere henvendelser

Efter flere henvendelser fra Bæredygtigt Landbrugs advokat, direktør og formanden selv skrev Maria Reumert Gjerding mandag et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun redegjorde for sit syn på CBS-rapporten og danske miljøregler, før hun i den sidste del af det lange opslag kommer frem til at erkende sin forkerte påstand:

"DR kunne også afsløre, at formanden for bæredygtigt landbrug og forskeren fra CBS - og begges familier - sammen rejste til New Zealand og besøgte landbrug. Jeg havde fået opfattelsen af, at forskningsprojektet betalte denne rejse, men efter samrådet har jeg modtaget en redegørelse om sagen fra Bæredygtigt Landbrugs Direktør, og jeg vil her gerne slå fast, at det 'kun' var forskerens rejse der var betalt af offentlige midler. Ret skal være ret."