Konkurser er en fast del af virkeligheden for mange danske landmænd.

Men kan man forudsige en konkurs i god nok tid til at man kan nå at vende udviklingen? Det var udgangspunktet for Phillipp Trénel fra DTIs AgroTechafdeling og Klaus Kaisers, der er erhvervsøkonomisk chef hos Seges, oplæg på den årlige Seges økonomikongres på hotel Legoland. Formålet er, at skabe en model, som kunne forudse konkurser i så god tid, at man kunne rådgive landmanden til at tage en anden retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og de to har i samråd udarbejdet en prototype til en model, som netop kan forudse konkurser med en sandsynlighed på omkring 85 procent hos alle produktionsgrene af landbruget.

- Vi er meget tilfredse med modellens resultater. Selvom det er en prototype, som skal udvikles yderligere før den kan anvendes i praksis, så er vi forventer os meget af den i fremtiden, forklarer Klaus Kaiser.

Modellen giver Seges' rådgivere et værktøj, som kan forudsige konkurser i fremtiden. Det giver rådgiverne mulighed for at kunne rådgive landmanden til at vælge en anden kurs eller foretage nogle andre valg.

- Som rådgivere bliver vi i stand til at forudsige en konkurs på et meget tidligt tidspunkt. Og det kan starte dialogen med landmanden om, hvordan man vender udviklingen mens der stadig er muligheder. Det kan så godt være, at landmanden vælger at sælge, fordi han ikke ønsker at tage kampen, men så er han i hvert fald opmærksom på, at den kurs han har valgt er farlig, siger Klaus Kaiser.

Klaus Kaiser forventer, at modellen er justeret og klar til anvendelse i løbet af 2017.