Abonnementsartikel

Claus B. Jakobsen, Torup Bakkegård & Orelund ved Assens, vandt titlen som Årets Løgavler, hvilket var for anden gang i konkurrencens tiårige historie.

Prisen for årets bedste løgavler er blevet uddelt, og Claus B. Jakobsen, Torup Bakkegård & Orelund ved Assens, vandt titlen som Årets Løgavler, hvilket var for anden gang i konkurrencens tiårige historie. Den økologiske del af konkurrencen blev vundet af Axel Månsson Øko ApS.

Det var således velkendte ansigter, som løb med hæderen, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg tirsdag den 26. januar 2016 kårede løgavlerne på foreningens årsmøde, som blev holdt i Vejle.

Vindermarken, som var med frisk jord, har hele tiden groet godt

- Claus B. Jacobsen, løgavler.

Claus B. Jacobsen vandt med 77,6 ton løg pr hektar, hvilket ikke var det højeste udbytte, men på grund af en bedre kvalitet vandt han konkurrencen foran Jens Kristian Kjeldahl, Samsø, som høstede 78,7 ton løg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Udover hæderen modtog Claus B. Jacobsen en check på 8.000 kroner samt blomster og en vandrepokal.

Fokus og rettidighed

- Vindermarken, som var med frisk jord, har hele tiden groet godt, konstaterer Claus B. Jakobsen og fortsætter:

- Vi har også sørget for, at løgene fik det vand, de skulle bruge. Men det hele gik bare så langsomt på grund af vejret, og først helt henne til juli blev vejret fornuftigt, så væksten rigtigt kunne komme i gang.

Til trods for en sen høst og en besværlig og langtrukken hjemkørsel af løgene er resultatet blevet meget tilfredsstillende.

Claus B. Jacobsen, som har mere end 20 års erfaring som løgproducent, har 130 hektar med løg, hvoraf de cirka 25 procent er rødløg. Vindermarken var med sorten Armstrong fra Bejo.

Årets bedste øko løg

Axel Månsson Øko ApS, Brande, vandt den økologiske del af konkurrencen med et udbytte på 38,0 ton pr. hektar, hvilket heller ikke var det højeste udbytte, men på grund af en bedre kvalitet vandt de konkurrencen foran Peter Bay Knudsen, Skiftekær Økologi. Forskellen imellem udbytterne var dog små: Bare 14 kilo løg skilte de to avlere!

Udover hæderen modtog Axel Månsson Øko ApS en check på 5.000 kroner, blomster og en vandrepokal.

Mere påpasselige

- Vi havde ikke forventet at vinde i år, eftersom Skiftekær Økologi har vundet de seneste tre år i træk, fortæller produktionsspecialist Theresa Vestervang Jensen og fortsætter:

- Vi har dog i 2015 været mere påpasselige med for eksempel pasning af småplanterne før udplantning og haft fokus på at få gennemført en korrekt plantning.

- Der har også været mere fokus på lugningen og rettidig eftergødskning ved hjælp at en hurtigtestmetode, supplerer teamleder Jørgen Gylling Jensen. Før løgene kom i hus måtte de dog igennem sne i uge 14 og en opbremsning af væksten i juni på grund af koldt vejr, men lø-gene overvandt modgangen og endte op i det flotte resultat.

Axel Månsson Øko ApS dyrker i alt 400 hektar med økologi med 19 forskellige afgrøder, heraf 94 hektar løg. Vindermarken var med sorten Hybound fra Bejo.

Årets flotteste løg

Kvalitet er en vigtig parameter, specielt hvis man vil eksportere sine løg. Derfor fortsætter kåringen af sæsonens flotteste løg for fjerde år i træk.

Ikke mindre end 13 prøver - otte gule og fem røde - skulle bedømmes af deltagerne på årsmødet, som vurderer skalfarve, skalkvalitet, hårdhed og helhedsindtryk.

Vinderen af konkurrencen for de gule løg blev Hardy Hansen med et lille forspring til Jens Kristian Kjeldahl på andenpladsen. Vinderen af de røde løg blev Henrik Petersen og med Claus B. Jacobsen på anden pladsen.

Årets største løg

I anledning af at løgkonkurrencen fyldte 10 år, blev der afholdt en konkurrencen om, hvem der kunne levere årets største løg.

Vinderen blev Claus Hunsballe, Hunsballe Grønt, med et løg på 783 gram, bare var to gram tungere end Karsten Andersens løg på andenpladsen.