Efter flere år med topplaceringer - herunder de to seneste år som nummer to - lykkedes det endelig for Jens Kristian Kjeldahl, Brdr. Kjeldahl på Samsø, at vinde prisen som årets dygtigste løgavler.

Konkurrencen går ud på at få det højeste udbytte, men med den rigtige kvalitet af løgene. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kræver omhyggelighed, rettidighed og dygtighed at opnå høje udbytter og god kvalitet i løg. Og det er en afgrøde, som betaler for en optimal pasning. Samtidig har 2010 understreget, at klimaet har en meget stor indflydelse på udbytte og kvalitet, idet udbytterne lå noget under niveauerne fra 2009 og 2008, forklarer konsulent Peder Krogsgård, GartneriRådgivningen, og fortsætter:

- Det kolde forår betød, at mange løgplanter kun havde tre til fire blade til Sankt Hans, hvor de burde have haft syv blade. En efterfølgende periode med varme rettede noget op på væksten, så resultatet blev tilfredsstillende. 

Således høstede Jens Kristian Kjeldahl 66 ton løg pr. ha. Til sammenligning blev konkurrencen i 2008 vundet med 89 ton pr. ha. Lokalt var vejrforholdene ugunstige under høst og hjemkørsel, hvilket har påvirket kvaliteten negativt. 

- Vi har siddet med en heldig hånd med vejret, forklarer Jens Kristian Kjeldahl med et stort smil.

- Men vi søger også at optimere på produktionen hvert år. Og så tror jeg, at vores overgang til CTF – Controlled Traffic Farming – slår igennem, hvor vi i dag kører med 3,20 meter bredde, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vandingen er vigtig

De tre vigtigste faktorer for at opnå top udbytter i løg er ifølge Jens Kristian Kjeldahl plantetallet, ukrudtsbekæmpelsen og vanding.

Vand er en begrænset ressource på Samsø, og for at udnytte denne optimalt kører de med bomvanding.  

Jens Kristian Kjeldahl har dyrket løg siden 1988 og er således en erfaren herre på området. I 2010 havde virksomheden 80 ha med løg. 

Andenpladsen gik til en tidligere vinder af konkurrencen, Poul Vang Nielsen, Hobro, mens tredjepladsen gik til Henning Madsen, Samsø. Præmierne blev uddelt ved Avlerforeningen af Danske Spiseløgs årsmøde i Vejle.

Axel Månsson Øko ApS vandt for tredje år i træk den økologiske del af konkurrencen med et flot resultat på 54 ton pr. ha.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kolde vejr har også her haft indflydelse på udbyttet, men i økologisk løgproduktion bliver løgene primært etableret ved udplantning af småplanter, hvilket giver et forspring i forhold til ved direkte såede.