Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard ved Otterup, vandt titlen som Årets Løgavler for fjerde gang i alt i konkurrencens trettenårige historie, mens den økologiske del af konkurrencen blev vundet af Gram Slot ved Svend Brodersen, hvilket var for første gang.

Henrik Petersen kunne dermed fejre sit 25 års jubilæum som løgavler på flotteste vis, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg mandag 28. januar 2019 kårede løgavlerne på foreningens årsmøde, som blev holdt i Vejle.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Henrik Petersen vandt med 85,0 tons løg pr. hektar, hvilket er det næsthøjeste udbytte, der er opnået i konkurrencens historie. Det er i øvrigt Henrik Petersen, der sidder på rekorden, som stammer helt tilbage til 2008. Vinderudbyttet ligger noget højere end i 2017, til gengæld er det meget større spredning mellem top og bund i år, idet det laveste udbytte blandt de otte konventionelle deltagere var 55,1 ton pr. ha.

Henrik Petersen modtog hæderen sammen med et gavekort på 8.000 kroner samt blomster og en vandrepokal. Axel Månsson i Brande blev nummer to med et udbytte på 75,8 tons løg pr. hektar.

Frisk jord og fokus på vanding

- Løgene kom rigtigt godt fra start i år, såningen var perfekt og fremspiringen god, fortæller Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard om baggrunden for det flotte resultat.

- Men vi har også arbejdet i døgndrift i tre måneder med vanding. Da jeg har en stor vandingskapacitet, er løgene vandet optimalt. Årets største udfordring har været at have ressourcer nok til at flytte vandingen 24 timer i døgnet, mandskabet har været brugt godt, siger Henrik Petersen Hasmark Vestergaard.

Afsætningen af løgene sker på det frie marked, hvor to tredjedele af løgene går til eksport via Sofi-Trade ApS og en tredjedel af løgene afsættes på det danske marked via A. F. Nyhuus A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de 25 år med løg. Priserne er meget høje, da der mangler løg i hele Europa. Lige nu ligger priserne på gule og røde løg på omkring fire kroner pr. kilo, hvilket er en god pris, konstaterer Henrik Petersen.

Henrik Petersen har 80 hektar med løg.

Årets bedste økologiske løg

Gram Slot vandt den økologiske del af konkurrencen med et udbytte på 39,3 tons pr. hektar. På anden pladsen fulgte Axel Månsson Øko med 38,3 tons løg pr. hektar.

- Vi måtte rydde hærdepladsen for sne, da vi modtog løgplanterne i uge 14, fortæller driftsleder Kristian Kragelund med et stort smil. Her stod de i to uger, før vi kunne plante dem, men siden hen har de haft medvind.

Også her har vandingen krævet store ressourcer, og de økologiske planteløg er vandet med 310 mm i alt. Ukrudtsbekæmpelsen er en anden ressourcekrævende opgave. De radrenses henholdsvis strigles en gang om ugen, er renset med lugerobotten Robovator en gang og er håndluget en gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover hæderen modtog Gram Slot et gavekort på 5.000 kroner, blomster og en vandrepokal.

Gram Slot har fem års erfaring med dyrkning af løg, og driftsleder Kristian Kragelund, som modtog prisen, har blot to års erfaring med løg. Ud af Gram Slots 2500 hektar er der 17 hektar med gule løg, som alle afsættes i Rema 1000.

Årets flotteste løg

Kvalitet er en vigtig parameter, specielt hvis man vil eksportere sine løg. Derfor fortsætter kåringen af sæsonens flotteste løg for syvende år i træk. Ikke mindre end 16 prøver, otte gule og otte røde, hvilket er rekord, skulle bedømmes af deltagerne på årsmødet, som vurderer skalfarve, skalkvalitet, hårdhed og helhedsindtryk.

- Rødløgene er ikke så pæne som forventet, hvilket skyldes solskoldning. Løgskallerne er stribede med forskellige farver og er lidt rynkede, og løgene kan være lidt brune i toppen. Det har også været en helt usædvanlig sæson i 2018, fastslår løgkonsulent Peder Krogsgård, HortiAdvice.

Henrik Petersen, Hasmark Vestergaard, blev en sikker vinder i konkurrencen med de gule løg med det højeste pointtal på alle parametre og med et pænt forspring ned til Martin Knudsen, Kærsgaard i Otterup, på andenpladsen. Vinderen af de røde løg blev Månsson Øko i Brande med et komfortabelt forspring ned til Martin Knudsen på andenpladsen. Det er første gang, at et parti økologiske løg har vundet kvalitetskonkurrencen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinderne af kvalitetskonkurrencen får et gavekort på 3.000 kroner, mens andenpladserne får et gavekort på 1.000 kroner.